Indlæg præget af hævntørst

Jeg har ikke til hensigt at forhindre øjenlæger i at komme til Nordjylland (26.8.), men nogle af mine politiske modstandere har til hensigt at få mig det skudt i skoene.

Det er for naivt at tro, at en øjenlæge alene fravælger et job i Nordjylland på grund af at kunne risikere ikke at kunne få 125 grå stær-operationer til 6000 kr. pr. stk. som en engangsforanstaltning, når man er garanteret en millionordre med det offentlige hvert år resten af sit arbejdsliv, og muligheden for at operere alligevel. Det er også tilfældet i denne sag, som blev gjort politisk af flere naivister end Eli Billingsøe. Der var mange årsager til at øjenlægen fravalgte Nordjylland. Jeg har personligt talt med øjenlægen, og har fået lov til at citere ham for følgende: ”Det var en langt mere nuanceret sag end den, der blev fremstillet i medierne”. Og: ”Der var mange andre faktorer, der gjorde, at jeg fravalgte Nordjylland”. Desuden kom sagen i medierne, fordi jeg som politiker ikke ville acceptere, at amtet annullerede en licitation til Skørping Privathospital, som havde givet et tilbud på 5300 kr. pr. grå stær-operation, med den begrundelse, at prisen var for høj for derefter at sige ja til en anden privat, den specialpraktiserende læge til en pris på 6000 kr. pr. stk. Som offentlig myndighed kan man ikke moralsk opføre sig sådan over for private virksomheder, hvilket også Konkurrencestyrelsen har været enig i. Havde prisen til den specialpraktiserende læge været under den, vi i amtet lige havde kaldt for høj, altså under de 5300 kr. – ja, så havde sagen været en anden. Så tilbage til det perfide, personlige angreb: Selvfølgelig har jeg ikke til hensigt at forhindre øjenlæger i at komme til Nordjylland, jeg har netop stemt for alle de muligheder, vi overhovedet har kunnet trylle frem for at lokke læger til Nordjylland, så E.B. burde have lavet en langt bedre research. Dit indlæg bærer præg af hævntørst, blot fordi jeg konstaterede, at S aldrig har afsat én eneste krone til kræftbehandlingen i Danmark, hvorimod VK nu afsætter yderligere penge til kræftbehandlingen, når man har et overblik over hvor meget der mangler, forhandlingerne foregår lige nu. Og det er ganske vist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...