Patienter

Indlagt i eget hjem

Det er mindre stressende at være indlagt hjemme hos sig selv, mener patient Jørgen Jensen

FREDERIKSHAVN:For en god uge siden blev Jørgen Jensen akut indlagt på Frederikshavn Sygehus. Blodtrykket var alt for højt, og hjertet bankede afsted i dobbelt tempo. På den medicinske afdeling blev diagnosen hurtigt stillet - og i løbet af nogle dage var Jørgen Jensens situation stabil. Men medicinen var endnu ikke doseret korrekt. Den bliver den nu, mens Jørgen Jensen nyder solen på sin terrasse i hjemmet på Mysundevej i Frederikshavn - eller tjekker om alt står godt til på campingpladsen, hvor fastliggervognen er ved at være klar til lidt varmere vejrlig. Jørgen Jensen er nemlig den første patient, som er udskrevet til eget hjem i et projekt, som Frederikshavn Sygehus og Insitut for Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet har sat igang. For mens andre patienter med samme lidelse som Jørgen Jensen må friste tilværelsen på en sygehusgang for, at lægeeksperticen ved stuegang kan afgøre, om doserne skal sættes op eller minimeres, så klarer Jørgen Jensen stuegangen online. Ved hjemmeplejens mellemkomst tjekkes vægt, blodtryk, koagulationsevne og hjerterytmen hver morgen og hver aften - og resultaterne sendes via nettet direkte ned til sygehuset, hvor stuegangslægen "går sin tur på skærmen" og vurderer Jørgen Jensens helbred. - Jamen det er en fremragende måde at være indlagt på, siger Jørgen Jensen, der er glad for at kunne kravle i egen seng om aftenen og foretage de vante daglige gøremål, mens doseringen af medicinen indstilles korrekt. - Jeg er sikker på, at lægerne også får et mere retvisende billede af, hvordan jeg har det, når jeg går herhjemme. Her er jo ikke samme stressniveau som på sygehuset, siger Jørgen Jensen. Det er en tæt kontakt mellem professor Egon Toft på Aalborg Universitet og hjertespecialist Holger Sejersen, der har banet vejen for det forsøg, der nu køres. - Vi er med i meget forskning - og det her projekt lover godt for patienternes trivsel, siger Holger Sejersen. Han forventer, at den praktiske del af projektet er klar til endelig vurdering inden udgangen af 2005.