Indlevering af våben og håndgranater lukkede politistation

Da en mand tirsdag aften afleverede en stor bunke våben, fik politiet pludselig travlt.

Ritzau
Politiet opfordrer borgerne til at kontakte politiet for råd og vejledning, hvis man finder større og måske farlige eller ustabile våben. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 5. september 2018 10:21

En 47-årig mand henvendte sig tirsdag klokken 19 på politistationen i Roskilde, hvor han ville indlevere diverse våben og ammunition i forbindelse med oprydningen af et dødsbo.

Der var også tale om blandt andet håndgranater, og det fik politiet til at evakuere de nærmeste kontorer af frygt for, at genstandene pludselig kunne detonere.

Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste blev straks tilkaldt. Først efter et par timer kunne politifolkene vende tilbage til deres kontorer.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Ud over håndgranater indleverede manden et ufarligt luftgevær, røghåndbomber, diverse detonatorer og signalpatroner.

I den forbindelse vil politiet gerne opfordre folk til at kontakte politiet for råd og vejledning, hvis man finder større og måske farlige eller ustabile våben.

Man opfordres til at lade effekter ligge på findestedet, indtil politiet og måske Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste har kigget nærmere på effekterne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...