Indlysende at kommunen skal have nyt rådhus

LÆSERBREV

RÅDHUS:"Smuk arkitektur skaber værdier i en kommune. Det skaber mental, æstetisk og økonomisk vækst, fordi man signalerer, at det er en kommune i udvikling, en progressiv kommune og en kommune fuld af selvtillid". Libeskind citerer en amerikansk byplanlægger, fordi han oplever det som en indlysende sandhed, - ligesom det er indlysende, at det er der kun de færreste i Mariagerfjord Kommune, der kan se, før rådhuset ligger der. Tegnestuen Fjordens Bo Graugaard kan dog se det for sig og bruger den klare argumentation, at den store centrale gruppe af kommunens medarbejdere må bringes sammen. ¿Det vil give større sparring og vidensdeling¿. Den produktive samtale, skabelse af den nødvendige holdånd, helhedssynet vil komme til verden. Den ny kommune kan blive en fungerende realitet. Jeg vil tilføje, at vi alle mere eller mindre bevidst aner det enorme spild af ressourcer, der foregår, og det er et spild, hvor tabet af betalte kilometer og medarbejdertimer på vej hid og did, blot er en lille del af spildet. Der må være mange blandt politikerne, der har klare anelser, men ingen ytrer sig offentligt og klart, men uden det kan intet fælles syn udvikle sig. Kunne man forestille, at enhver af de 29 valgte fortsat beholdt sin mening om nyt rådhus eller ej for sig selv, men at de samme 29 pålagde forvaltningen suppleret med passende rådgivere at fremkomme med et skitseret projekt. At man også fra indbyggerne ønskede sig ideer, og at det om et par år mundede ud i udskrivelsen af arkitekt konkurrencen. Bo Graugaard er dog på gale veje, når han vil en tur ud øst for Industri Nords rygende skorstene. Rådhuset skal naturligvis ligge i naboskab med det ny Tinglysningshus for tinglysningen i hele Danmark. Tæt ved bane, motorvej og hovedby. Men foreløbig drejer det sig om vision og indhold.