Indlysende navn til fængselsvej

Det er aldrig sket før, og der skal jo nok noget til, før det sker igen - men for første gang er et vejnavn i Danmark blevet opkaldt efter en fiktiv person.

For i Albertslund har de netop sagt farvel til det farveløse Fængselsvej til fordel for det noget mere farverige Egon Olsens Vej. Alt sammen for at hylde og hædre ikke bare den godmodige vaneforbryder fra "Olsen Banden"-filmen, men måske især skuespilleren bag, Ove Sprogøe, som døde 14. september. På hans fødselsdag - hvor han ville være fyldt 85 år - tog den ganske korte vej, der fører til det berømte Vridsløselille Statsfængsel, navneforandring. Det er både indlysende, smukt og værdigt. Så hvad er der egentlig at sige andet end: Skidegodt, Egon!