Indoneser sender besværet Axelsen ud af China Open

Den tidligere danske verdensmester er færdig ved den kinesiske turnering efter et nederlag i anden runde.

Viktor Axelsen var seedet som nummer et ved China Open. Foto: Kazuhiro Nogi/arkiv/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen var seedet som nummer et ved China Open. Foto: Kazuhiro Nogi/arkiv/Ritzau Scanpix

Anden runde blev endestationen for Viktor Axelsen ved badmintonturneringen China Open.

Danskeren, der under kampen døjede med rygsmerter og vejrtrækningsproblemer, er færdig efter et nederlag i to sæt til nummer ti på verdensranglisten, indonesiske Anthony Ginting, med cifrene 21-18, 21-17.

De spillere fulgtes ad i starten af første sæt. Ved stillingen 13-11 i dansk favør kom Ginting dog ind i en god stime og tog seks point i træk. Axelsen formåede at udligne til 17-17, men måtte efterfølgende se indoneseren trække fra og tage det indledende sæt.

Andet sæt lignede første. Danskeren havde svært ved at finde rytmen, og spillet, der sidste år gjorde ham til verdensmester, udeblev.

Ikke desto mindre skiftede føringen flere gange. Det var desværre to fejl fra Axelsen, der endte med at give Ginting sejren. Først gav han indoneseren tre matchbolde ved at sende en bold i nettet til stillingen 17-20.

Dem skulle Ginting kun bruge én af, da et krydssmash fra danskeren i den efterfølgende duel endte uden for linjerne.

Jan Ø. Jørgensen tabte også torsdag, da han mødte den regerende OL-mester Chen Long.

Kineseren havde styr på kampen fra start til slut og slog overbevisende danskeren i to sæt med cifrene 21-10, 21-5.

Dermed er der ikke flere danske herresingler tilbage i den kinesiske turnering, efter at både Rasmus Gemke og Anders Antonsen tabte onsdag.

China Open har en samlet præmiepulje på én million dollar og er som Super 1000-turnering rangeret på samme niveau som All England og Indonesia Open på World Touren.

Kun sæsonfinalen, World Tour Finals, er rangeret højere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.