Fly med 188 personer om bord er styrtet ned

Et passagerfly er styrtet ned i havet og menes at være sunket til bunds ud for den indonesiske ø Java

Ritzau
Billedet her er fra 10. oktober i år og viser et fly af den type, der mandag styrtede ned kort efter afgang fra Jakarta. Foto: Adek Berry/Ritzau Scanpix
Flyulykke 29. oktober 2018 03:47 - Opdateret 29. oktober 2018 10:20

INDONESIEN: Et passagerfly med i alt 188 personer om bord fra det indonesiske lavprisselskab Lion Air er tidligt mandag morgen lokal tid styrtet ned i havet, kort tid efter at det lettede fra Indonesiens hovedstad, Jakarta. Det oplyser landets transportministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er tale om 178 voksne passagerer, et barn, to spædbørn, to piloter og fem medlemmer af kabinepersonalet. En talsmand fra den indonesiske katastrofemyndighed har på Twitter lagt billeder op af redningsholds indledende arbejde. Her ses blandt andet en smadret telefon, bøger, tasker og dele af flyets skrog.

Flyet menes at være sunket til bunds ud for den indonesiske ø Java. Ifølge lederen af den indonesiske eftersøgnings- og redningsmyndighed, Muhammad Syaugi, er det endnu for tidligt at sige, om der er nogen overlevende efter styrtet.

- Vi ved endnu ikke, om der er nogen overlevende. Vi håber, vi beder, men vi kan ikke bekræfte noget, siger han ved et pressemøde.

Edward Sirait, der er direktør i Lion Air, har tidligt mandag ikke kommenteret episoden yderligere. Men han siger, at selskabet vil holde et pressemøde senere mandag.

Flyet var på vej fra hovedstaden til byen Pangkal Pinang på Sumatra. Flyet lettede fra Jakarta klokken 06.20 mandag morgen lokal tid (00.20 mandag dansk tid). Det skulle være landet i Pangkal Pinang klokken 07.20.

Lion Air er et af Indonesiens nyeste og største luftfartsselskaber og står både for indenrigs- og udenrigsflyvninger. Passagerflyet var af typen Boeing 737-800, skriver nyhedsbureauet AP. Et fly af samme type var i 2013 involveret i en hændelse, hvor flyet missede landingsbanen, da det ankom til den indonesiske ø Bali. Flyet styrtede ned i havet, men ingen mistede livet i episoden.

I 2014 styrtede et fly fra flyselskabet AirAsia ned i havet på vej fra Indonesien til Singapore. Alle 162 personer om bord mistede livet. /ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...