Indpakning gør udpakning umulig

Hanne Høgh fra Aalborg må dagligt give op på grund af besværlig emballage

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Plastlåget på smøreosten kan Hanne Høgh med noget besvær godt få af. Folien med en lille snip, man skal hive i, er derimod helt umulig, og hun må have en kniv til hjælp.

Hanne Høgh vil gerne have mælk til sin havregrød om morgenen. Ikke noget stort ønske, synes hun. Alligevel må det ofte blive ved ønsket, for det er stort set umuligt for den 76-årige kvinde fra Aalborg at få mælken ud af kartonen. - Nogle gange går jeg ud og får fat i naboen og får hende til at åbne den for mig, fortæller Hanne Høgh. Hun tager en mælkekarton frem for at demonstrere, hvad problemet er. Højrehånds fingre forsøger at mødes om det lille hvide skruelåg, men selv ikke en kraftanstrengelse kan få tommeltot og pegefinger til at makke ret. Hanne Høgh har slidgigt i blandt andet fingre og håndled, og sygdommen gør det svært at lave det såkaldte pincetgreb, og får hun endelig fat om låget, har hun ingen kræfter i fingrene til at dreje det. - Jeg kan simpelthen ikke få det af, siger hun og gør i stedet et forsøg på at åbne kartonen på gammeldags vis - ved at vride papflapperne fra hinanden. Også her må hun hurtigt opgive, for hun er ikke i stand til at fiske flapperne ud, så de danner en tud. Den blå mælkekarton er bare ét eksempel på almindelig emballage, som Hanne Høgh ikke kan åbne. Billedet er det samme, når det gælder rosindåsen, pålægspakkerne, smøreosten og bøtten med færdiglavet frugtsalat. - Jeg spiser tomat, æg og agurk, fordi det er nemt. Men ind imellem vil jeg også gerne have det, jeg bedst kan lide, siger hun. Og når trangen til pålæg bliver for stor, går den tidligere socialrådgiver til kamp mod de besværlige pakker med en saks eller en skarp kniv. Det er en kamp, hun langt fra altid vinder, og som mere end en gang har kostet blod. - Det kan altså ikke passe, at det skal være sådan. Jeg kan ikke forstå, at producenterne ikke gør noget ved problemerne med emballagen, jeg er jo ikke den eneste, der har det sådan. Pålægspakkerne og andre former for plastemballage er ofte designet, så man skal bruge pincetgreb for at åbne dem. Men de snipper, man skal trække i for at få plasten af, er for små, og man skal bruge mange fingerkræfter, mener Hanne Høgh. - Det ville hjælpe meget, hvis snipperne var så store, at man kunne få fat med mere af hånden, forklarer hun og tager en bøtte med et smørbart blandingsprodukt. Hun kæmper lidt, men låget kommer trods alt af. I modsætning til pålægspakkerne er plastiksnippen på låget her lidt fastere og dermed en smule nemmere at få fat i. - Jeg har det lidt sådan, at det skal lykkes. Men det er mere end træls. Det er meget træls, siger hun med et eftertryk, det ikke er til at tage fejl af. Den besværlige emballage er ikke bare en irritationsfaktor, den koster hende også mange smerter. Hver gang hun forsøger at tvinge fingrene til at gribe fat i noget, gør det ondt. - Og det kommer jo oven i, skal man huske på. Nabohjælp til emballage Hanne Høgh mødes hver måned med andre gigtramte i Gigtforeningens lokalgruppe i Aalborg. De 15-20 i gruppen har nøjagtig de samme problemer, og møderne er derfor en god lejlighed til at udveksle tip og ideer til, hvordan man får bugt med besværlige pålægspakker og konservesdåser. - Jeg undrer mig over, at producenterne ikke i højere grad har lyst til at tage hensyn til alle os, der har problemer med emballagen. Vi taler jo sammen om, hvilke produkter vi kan købe og vil godt give lidt ekstra for at få noget mad, vi kan lukke op. Det må de da også være interesserede i, siger hun. Hanne Høgh klarer stort set sig selv. Efter en operation, der har gjort hendes ryg stiv, har hun dog brug for hjælp til lidt personlig pleje og rengøring. Men indkøb og madlavning må hun ordne selv - også selv om det er besværligt. Hun priser sig derfor lykkelig for flinke naboer i rækkehusene i Aalborg Øst. Mere end en gang har de reddet hende og åbnet genstridige glas, kartoner og pakker. - De griner nogle gange lidt af mig, fordi jeg løber ud, så snart jeg ser dem tømme postkasse. Men det er desværre nødvendigt for mig, hvis jeg skal have mad, siger hun.