Indpiskers genistreg

Nødløsningen Søren Kusk har ændret AaB til et vinderhold

AaB FC Midtjylland 1-0 Fodbold, Superligaen AALBORG: Søren Kusk har i første række brugt sine evner som indpisker til at forvandle AaB fra et tandløst taberhold til et viljestærkt vinderhold, men den vikarierende cheftræner mestrer også nogle taktiske og tekniske fif, der har hjulpet holdet godt på vej mod tre flotte resultater under hans kommando. Undervejs i sin debutkamp hjemme mod FC Nordsjælland flyttede han Michael Silberbauer fra højrekanten ind i en omflakkende rolle som hængende angriber, hvorfra U21-landsholdsspilleren straks kvitterede med at sikre 1-0 sejren, og mens Silberbauer er blomstret videre i den nye rolle via 1-1 kampen i Brøndby, så blev FC Midtjylland i går fældet af en indøvet detalje fra træningsbanen. - Jooh, den detalje vil jeg godt tage æren for, lød det med et listigt smil fra en ellers klædeligt ydmyg Søren Kusk. - Vi har terpet i frispark, så vi kan afslutte både inden- og udenom forsvarsmuren. - Godt lavet! Træningslektionerne gav bonus i det 27. minut. AaB fik frispark - begået mod Silberbauer! - et godt stykke ude i venstre side, og landsholdsreserven i gæsternes bur, Peter Skov-Jensen, ventede åbenlyst en afslutning fra højrebensskytten Stefan Schmidt, men han lod bolden ligge, og Rasmus Würtz afleverede i stedet kort Allan Gaarde, der med venstrebenet plaffede løs fra den forholdsvis spidse vinkel. - Jeg blev overrasket og så ikke bolden, før det var for sent. Det var godt lavet og godt sparket, sagde Peter Skov-Jensen, der kun nåede at puffe bolden det sidste stykke ind i nettet. Gaarde forvandlet Allan Gaarde erkendte, at han på det nærmeste trykkede af i blinde, men heldet skal jo opsøges, og set udefra virkede det kraftfulde og optimistiske skud som en naturlig udløber, at den tidligere Udinese-prof virkede lige mere opsat og ansvarsfuld, end man længe har set. - Søren Kusk havde fat i mig før kampen og indskærpede, at jeg ikke skulle hvile på laurbærrene efter to gode kampe. Han har pisket gejst ind i os alle og sammensat holdet mere effektivt. I modsætning til tidligere føler jeg, at jeg er med i kampen, og at der er medspillere omkring mig klar til at hjælpe. Vi fungerer som et hold på banen, forklarede matchvinderen, der dog indrømmede, at anden halvleg fik karakter af en god engelsk 1. divisionskamp. Søren Kusk konstaterede, at defensiven bar AaB gennem de sidste 45 minutter, men til gengæld lovpriste han første halvleg som den spillemæssigt bedste periode, holdet længe har leveret. - Om jeg havde troet på, at vi kunne erobre syv point i tre kampe? Ja da, ellers havde jeg ikke sagt ja til jobbet....