Indretningen er næsten på plads

En åbningsdato for ungdomshuset i Brønderslev rykker tættere på

Kristian Gull Pedersen
Det største rum i ungdomshuset er indrettet med flere store borde, hvor de unge vil kunne sidde og spise sammen, lave lektier eller bare hænge ud. Ungdomshuset skal blive centrum for fester, foredrag og andre sociale aktiviteter for byens unge.Foto: Kristian Gull
8. oktober 2018 08:30

BRØNDERSLEV: Det er efterhånden længe siden, at planerne om et ungdomshus i Brønderslev blev født.

Nu ser det endelig ud til, at Brønderslev Ungeråd snart kan åbne dørene for det nye ungdomshus i byen, der er placeret i lokalerne over Danske Bank i Nygade i Brønderslev.

- Vi er ved at have indrettet huset med de mest basale ting og forsøger at gøre det klar til åbning snart, siger Sara Jelaca, formand for ungerådet i Brønderslev.

De unge skal bestemme

Huset bliver for unge i Brønderslev fra 8. klasse til gymnasiealderen.

Ungdomshuset skal være åbent mere eller mindre, når de unge ønsker det. Men til at starte med, vil det kun være åbent, når de frivillige fra ungerådet er til stede.

- Vi skal have et ungdomshus, hvor de unge selv tager ansvar og kan finde ud af at rydde op efter sig selv. Der vil være en prøveperiode i starten, hvor man kan komme og se huset. Senere vil de unge kunne ansøge om at få adgang med en nøglebrik, som kan bruges, når man vil, siger Sara Jelaca.

Flere af rummene skal indrettes efter de unges ønsker. Det er derfor ikke et færdigt ungdomshus, de unge møder, når det åbner.

- De unge skal være med til at bestemme, hvad der skal være i lokalerne og skal kunne komme med ønsker. I andre byer har de f.eks. et fotostudie eller et lydstudie. Før vi beslutter os, så vil vi høre, hvad de unge selv ønsker i huset, siger Sara Jelaca.

Åbningsdato endnu ukendt

Selvom ungerådet er kommet langt med indretningen af lokalerne, så er de ikke færdige endnu. Ud over de fysiske rammer, så arbejder ungerådet på en aktivitetsplan for ungdomshuset.

- Vi har planer om at lave forskellige typer arrangementer, fx. Masterchef-konkurrence, foredrag for de unge og forskellige fester, siger Sara Jelaca.

I ungerådet håber man på, at der snart vil være styr på de sidste praktiske opgaver, så en åbningsdato for huset kan meldes ud til de unge.

- Vi håber og satser meget på, at vi kan åbne indenfor de næste par måneder, siger Sara Jelaca

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...