Indsamlere er blevet mere cool

Velgørenhed 1. oktober 2003 06:00

- Det ryster mit nervesystem, at vi fire dage før den store landsindsamling mangler over 10.000 indsamlere. Det siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, og afviser samtidig, at den kritik, der fra flere sider har været rejst over Røde Kors indsats i Irak har holdt folk fra at melde sig som indsamler. Kritikken er uberettiget. Det er rigtigt, at et planlagt børneprojekt har været udsat, men hvem er det, der som de eneste har været til stede i Irak under hele krigen. Hvem er det, der har sørget for vand, for at holde generatorerne kørende og registrere krigsfanger, spørger Jørgen Poulsen og giver selv svaret. Røde Kors, som i øjeblikket er til stede i Irak med 50 internationale delegater, 700 lokalt ansatte og 2000 frivillige. - Folk ved, at vi gør en stor indsats - og det vil vi også gerne gøre i nogle af de forfærdeligt mange områder med glemte konflikter og katastrofer. I Sierre Leone og i Uganda for eksempel. Men netop de glemte konflikter kan det være svært at skaffe opmærksomhed om, og det kan være en af forklaringerne på, at antallet af indsamlere på nuværende tidspunkt er lavere end i fjor - og året før. - I 2001 havde vi 11. september, og sidste år var klimaet helt anderledes på grund af Irak-krigen og sultkatastrofen i Afrika, forklarer Jørgen Poulsen. Til gengæld ligner situationen i år den, Dansk Røde Kors oplevede i år 2000. Bortset fra, at dét år havde medierne ikke fokus på en snarlig kongelig forlovelse, som ifølge Jørgen Poulsen i år stjal hele billedet fra startskuddet til Røde Kors kampagnen. Selv om kampagnen for indsamlingen er kommet dårligere i gang i år, og selv om antallet af indsamlere på nuværende tidspunkt kun har nået de 10.000 af de 20.000, organisationen satser på, håber og tror Jørgen Poulsen, at det vil lykkes at få mobiliseret en række indsamlere de sidste dage op til indsamlingen. - Vi må erkende, at folk er blevet mere cool. De venter til sidste øjeblik - også når det gælder tilmeldingen til indsamligen. - Det gør situatuationen mere shaky - men vi får også mange opmuntrende meldinger rundt om. I Nordjylland er halvdelen af indsamlerne samlet set på plads. Det gælder bl.a. i Aalborg, men i byer som bl.a. Sæby, Frederikshavn og Pandrup er mangelen på indsamlere særlig stor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...