Velgørenhed

Indsamling til kamp mod kræft

Formand for Kræftens Bekæmpelses lokalkomité i Brønderslev, Hanne Brandt, regner med, at foreningen når rundt til alle husstande i kommunen, når der søndag er indsamling. - Vi kunne godt bruge et par indsamlere i Kirkholt, men ellers skulle vi være dækket ind, siger en tilfreds Hanne Brandt, der oplyser, at der er omkring 170 indsamlere, der skal ud med raslebøsserne. - Vi håber selvfølgelig, at vi bliver godt taget imod, som vi plejer, siger Hanne Brandt, der kan fortælle, at der i fjor blev indsamlet 123.825 kr. I år går 10 procent af det beløb, der indsamles ved husstandsindsamlingen til hjælp i Grønland. - I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses 75-års jubilæum har vi indgået et samarbejde med den grønlandske kræftforening samt de grønlandske sundhedsmyndigheder. - Formålet er at forbedre behandlingen også for de grønlandske kræftpatienter. Hidtil er næsten alle grønlandske kræftpatienter sendt til Danmark for at blive behandlet, men det er hårdt oven på en sådan diagnose at skulle ud på en flyvetur til et andet land, siger Hanne Brandt. Hun fortæller, at det i første omgang er planen at anskaffe en CT-scanner, så der kan foretages scanning for kræft i tyktarm og lunger, og så der kan ske dianosticering for kræft på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk i stedet for på Rigshospitalet i København. Resten af pengene, der samles ind, går til forskning og oplysning. BRØNDERSLEV Kornumgaards bus benyttes flittigt Den bus, som vennekredsen har skænket til beboerne på Plejehjemmet Kornumgaard bliver flittigt benyttet. På generalforsamlingen i vennekredsen oplyste formanden, Esther Sørensen, at bussen hver uge kører ud i naturen, og det er medarbejdere i terapien, der tilrettelægger, hvor turen skal gå hen. Vennekredsen har planlagt flere ture til Hjortholm og Dybvad, hvor der skal ses på påsketing, og hvor der bliver hygge med lidt mad. - Vi ser også hen til den årlige tur tir rododendronparken i maj. Der er tale om en skovtur med kaffe i det grønne. Der plejer at være mange beboere med. Det er altsammen noget, beboerne gerne vil. Esther Sørensen kunne glæde sig over, at en fjerdedel af medlemmerne var mødt til generalforsamlingen, og hun berettede, hvad der er sket i årets løb. Esther Sørensen og Sonja Bertelsen blev genvalgt, mens Gudrun Thomsen blev nyvalgt. Bestyrelsen består af Esther Sørensen (formand), Søren Thomsen (næstformand), Anna Yssing (kasserer), Sonja Berthelsen (sekretær), mens Gudrun Thomsen og Børge Ambrosius er menige medlemmer. BRØNDERSLEV Bankospil i Kælderen Søndag eftermiddag er der bankospil i kælderen på Plejehjemmet Risagerlund i Brønderslev. Arrangementet er for pensionister og efterlønsmodtagere i Brønderslev Kommune. Det er brugergruppen, der står bag eftermiddagen. BRØNDERSLEV Indsamling til sogneprojekt Når der søndag er højmesse i Brønderslev Kirke, bliver der indsamling til menighedsrådets sogneprojekt.