Indsamling til Kræftens Bekæmpelse i Brovst-området
Søndag d. 2. april går omkring 30.000 mennesker på gaden for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Indsamlerne banker på hos stort set alle husstande i Danmark, men kun hos halvdelen er der nogle hjemme.
I Brovst området vil omkring 85 frivillige banke på dørene i lokalområdet, og hos Kræftens Bekæmpelse håber man at komme til at møde så mange som overhovedet muligt.
- Opbakningen i vores lille hjørne af Jammerbugt Kommune er altid overvældende. Vi kommer rundt til stort set alle husstande, og de steder, hvor der bliver lukket op, er støtten og bidragene fantastiske. Men ofte er det desværre sådan, at der kun er nogen hjemme, hos omkring halvdelen - men der er heldigvis god mulighed for at støtte, selvom man ikke er hjemme, siger Jane Nørgaard, der er leder af landsindsamlingen i postnummerområde 9460.
Man kan støtte landsindsamlingen via sms, MobilePay og på indsamling.dk. Hvert indsamlingsområde har sit eget MobilePay nummer, så man kan følge, hvor mange penge der kommer ind via den mobile betalingsløsning til den enkelte lokale indsamling. I år er det for første gang muligt at trække beløb doneret via mobilepay fra i skat. Indberetningen til Skat sker automatisk, man skal dog først give sit samtykke via NemID. Herefter vil det så gælde for alle de næste gange, der bliver sendt donationer afsted.
For hver 100 kroner, der samles ind til landsindsamlingen, går de 58 til forskning, 21 til patientstøttearbejde og 15 kroner til oplysning og forebyggelse. De sidste 6 kroner går til administration.
Man kan melde sig som indsamler ved at klikke her http://www.indsamling.dk/bliv-indsamler/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.