EMNER

Indsat i fængsel fik ikke den rådgivning, han havde krav på

Folketingets ombudsmand kritiserer både fængsel og Kriminalforsorgen

BRØNDERSLEV:Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen kritiserer Direktoratet for Kriminalforsorgen for ikke at besvare henvendelser fra den tidligere Brønderslev-politiker Egon Thomsen. Egon Thomsen afsonede i 2001 en dom for brandstiftelse, og det skete i Statsfængslet Renbæk i Sønderjylland. Dengang søgte Egon Thomsen Direktoratet for Kriminalforsorgen om at få dækket sin husleje for en lejlighed i Hamburg, mens han afsonede straffen. Direktoratet for Kriminalforsorgen svarede først efter den syvende henvendelse fra Egon Thomsen, og svarede blot, at det ikke kender til tysk lovgivning. Det svar fik Egon Thomsen til at spørge konkret igen. - Men efter at jeg ikke havde fået svar på ni henvendelser til Direktoratet for Kriminalforsorgen, gav jeg op, og valgte at gå til Folketingets Ombudsmand, fortæller Egon Thomsen. Han havde også bedt Statsfængslet Renbæk om at få dækket sin husleje, men fik heller ikke her noget konkret svar. Mistede bolig og job Da Egon Thomsen ikke kunne få dækket sin husleje, mens han afsonede, måtte han opsige sin lejlighed i Hamburg. Han mistede også sit job i Hamburg, da han skulle afsone straffen. Hans Gammeltoft Hansens svar kom i går. Her bebrejder han, at hverken Direktoratet for Kriminalforsorgen eller Statsfængslet Renbæk har ydet Egon Thomsen tilstrækkelig god vejledning. Han gør Direktoratet for Kriminalforsorgen opmærksom på, hvad Forvaltningsloven siger. Ombudsmanden skriver blandt andet, at han mener, at Direktoratet for Kriminalforsorgen burde havde vejledt Egon Thomsen om dansk lovgivning. Egon Thomsen har hele tiden hævdet, at han var uskyldig, men han blev idømt seks måneders fængsel for at have sat ild til to containere i en boligblok i Brønderslev. Egon Thomsen siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at han er tilfreds med, at ombudsmanden klart tilkendegiver, at Direktoratet for Kriminalforsorgen er omfattet af forvaltningsloven. - Direktoratet har skrevet flere tætskrevne sider til mig, men på intet tidspunkt er der taget stilling til mit konkrete spørgsmål om husleje-godtgørelse, siger Egon Thomsen. Egon Thomsen er i øvrigt netop blevet tilbudt et job i et firma i Hamburg. Problemet er blot, at han skal præstere en ren straffeattest. - Jeg har fået dommen og præmisserne oversat til tysk, og jeg håber, at det firma, hvor jeg søger job, ikke tager hensyn til straffen, siger han.