Indsats bør koordineres

Hver dag får knap 9000 europæere konstateret kræft, 90 af dem er danske.

Kræft er den sygdom, der dræber næstflest europæere, men det er desværre ikke ensbetydende med, at det er noget, der optager de europæiske politikere. I dag fokuserer hvert land på grundforskning, de forsker i det præcist samme. Med de muligheder, vi har for vidensdeling, er det spildt arbejde. I stedet skal vi koordinere indsatsen og samarbejdet mellem landene. Vi skal specialisere os og dermed bringe forskningen så langt, at den redder liv. Men hvordan opnår vi en optimal vidensgenerering inden for kræftområdet? Vil det være nok, at europæiske forskere og studerende samarbejder på tværs af landene? Måske kan det gøres bedre. Specielt inden for forskning kan der være store fordele ved, at man tilskynder specialiserede forskningscentre med fokus på bestemte områder; man samler indsatsen på et geografisk sted. Derved opnår man en fokuseret indsats og en bedre udnyttelse af de midler, som området har til rådighed. Her er det vigtigt, at EU bevarer overblikket og skaber mulighederne, incitamenterne og rammerne for en koordineret indsats. Vi har ikke råd til at være bagud på kræftområdet, og vi kan ikke være bekendt, at vi ikke kan tilbyde danskerne og europæerne det bedste af det bedste. Vi skal vise, at vi vil kræften til livs.