Indsats: Fokus på uopmærksomme bilister

I denne uge holder Nordjyllands Politi særligt øje med bilister, der er uopmærksomme i trafikken

Snak i mobiltelefon under kørslen resulterer i en bøde. Men man kan faktisk også blive straffet for andre forseelser, der tager fokus fra trafikken. Arkivfoto

Snak i mobiltelefon under kørslen resulterer i en bøde. Men man kan faktisk også blive straffet for andre forseelser, der tager fokus fra trafikken. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Roder du med cd’er, kaffekopper eller madpakken bag rattet, så kan det være, at du bliver stoppet af politiet.

Fra i dag og ugen ud sættes der landsdækkende fokus på bilister, der laver andet end at holde øje med trafikken, når de kører.

Det sker også i Nordjylland, hvor færdselspolitiet i Aalborg vil være ekstra opmærksomme på folks gøremål bag rattet.

- Vi forventer ikke, at indsatsen resulterer i en masse sager. For vi skal kunne dokumentere, at folk laver fejl i trafikken, ellers kan vi ikke skride ind. Snakker de i mobil, er det let nok, for det er jo ulovligt. Men at skifte cd eller taste på sin gps kan vi jo ikke gøre noget ved, hvis folk stadig passer deres kørsel, siger operativ leder Claus Kjær-Pedersen, færdselsafdelingen ved lokalpolitiet i Aalborg.

Patruljernes fornemmeste opgave

Mens hvis der derimod begås kørselsfejl på grund af uopmærksomhed i trafikken, vil Nordjyllands Politi bruge ugen til i endnu højere grad at gribe ind og lave sager på det.

- Hvis bilisterne eksempelvis ikke reagerer straks ved et færdselslys, der skifter til grønt eller ikke overhaler korrekt, kan det være nok til en sigtelse efter paragraf 3 i færdselsloven. I hvert fald, hvis det kan bevises, at de foretog sig noget andet end blot at køre, siger Claus Kjær-Pedersen.

Bevisbyrden kan dog kun løftes, hvis episoden beskrives grundigt af politiet, og derfor er patruljernes fornemmeste opgave i denne uge at observere.

- Det er ikke sådan, at vi laver ekstra razziaer, så det er kun på normale kørsler, at vi vil skride ind. Og sådan nogle fejl her sker jo hele tiden, men vi vil være ekstra observerende og slå ned på uopmærksomhedsproblemer, siger Claus Kjær-Pedersen.

Et ud af ti indsatsområder

Det skønnes, at uopmærksomhed er blandt de hyppigste uheldsfaktorer og kan være årsag til en tredjedel af alle uheld.

Politiets indsats støtter op om Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Kør bil, når du kører bil” og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan, hvor uopmærksomhed indgår som et ud af ti indsatsområder for at begrænse antallet af uheld i trafikken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.