Turisme

Indsats for flere turister

Toppen af Danmark snart klar med stærkt forbedret netpræsentation af destinationens 1000 feriehuse

Toppen af Danmark vil i kontakt med flere potentielle feriehusgæster over internettet. Arkivfoto: Bent Bach

Toppen af Danmark vil i kontakt med flere potentielle feriehusgæster over internettet. Arkivfoto: Bent Bach

Der skal flere kunder ind i Toppen af Danmarks feriehuse, og det skal en flottere og bedre hjemmeside medvirke til. Toppen af Danmark har hyret et firma til opgaven, og meget snart går hjemmesiden i luften. - Når der er krisetider, skærpes konkurrencen om kunderne, og vi skal op i gear for at være på niveau med vores konkurrenter, siger bestyrelsesmedlem Jens Guldsmed-Thomsen, Toppen af Danmark, og næstformand i Tversted Borger- og Turistforening. Tversted Turistbureau har været involveret i projektet i den forberedende fase gennem en række test. - Vi vil gerne have indflydelse på, hvordan den nye hjemmeside kommer til at se ud. Den, vi har nu, er gammeldags. Vi skal have en langt bedre præsentation af de enkelte feriehuse, så vores produkt bliver mere lækkert af vælge ud fra både for ejere og lejere, fortæller Jens Guldsmed Thomsen. På generalforsamlingen i Tversted Borger- og Turistforening oplyste han, at feriehusudlejningen i 2009 faldt med 5,5 procent i forhold til 2008. Tversted Turistbureau har ca. 200 af de omkring 1000 feriehuse, som udlejes gennem Toppen af Danmark og den tilhørende hjemmeside www.visittoppen.com. - Det er et kæmpe projekt for feriehusudlejerne i Toppen af Danmark. Blandt andet har vi her i Tversted fået gennemfotograferet alle feriehusene. Det er første gang, det er sket på et år, forklarer Jens Guldsmed-Thomsen. Projektet skal også medvirke til, at feriehusudlejerne får flere af de gode feriehuse til udlejning. - Dem vil vi gerne have flere af, men vi kan ikke som private udlejningsbureauer være selektive og vælge de mindre attraktive huse fra. Derfor kæmper vi lige så meget i Tversted med at få en større lønsomhed i feriehusudlejningen, tilføjer han. Synliggør åbningstider Webbrugere vil også i den kommende tid se et første synlige resultater af Naturen+, der er Toppen af Danmarks bidrag til VisitDenmarks syv projekter med at fremme helårsturisme. Teamet bag Naturen+ har i vintermånederne brugt tiden på at udvikle nye funktioner på websitet, hvor besøgende kan finde informationer om blandt andet restauranters, butikkers og attraktioners åbningstider, og om hvilke begivenheder, der finder i den periode, man tænker på at holde ferie. For når det drejer sig om at udvikle helårsturisme er det afgørende, at de besøgende ikke oplever byer som øde og forladte om vinteren.