Indsats mod dårligt arbejdsmiljø gav markant fald i ulykker

23. september 2002 08:00

København, lørdag /ritzau/ En målrettet indsats mod dårligt arbejdsmiljø i ældreplejen i landets kommuner har givet et markant fald i både arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser. I løbet af fem år er antallet af arbejdsulykker faldet med knap en femtedel på baggrund af indsatsen, og det svarer til et fald i antallet af arbejdsulykker på godt 1000 i perioden fra 1995-2000, skriver bladet Arbejdsmiljø i sit seneste nummer. Dermed er antallet af arbejdsulykker faldet fra godt 5300 ulykker i 1995 til knap 4300 i 2000, viser tallene. Også i forhold til arbejdsbetingede lidelser er der sket et fald på en fjerdedel, svarende til en reduktion fra 1216 til 923 lidelser. Indsatsen for et bedre arbejdsmiljø er lavet i samarbejde mellem arbejdsgivere, faglige organisationer og ansatte i den kommunale sektor, og i perioden er der blandt andet lagt kræfter i at få indøvet bedre arbejds- og løfteteknikker hos de ansatte. Samtidig er der bevilget en række tekniske hjælpemidler til at aflaste den fysiske belastning, der er forbundet med at løfte og flytte svage ældre. Faldet i antallet af ulykker er særlig synligt i antallet af sygdomme i bevægeapparatet - ryg, arme og ben - hvor antallet af ulykker er faldet med knap 200 til 541 i 2000. Men også en indsats inden for rengøringen har haft effekt. Her er der nemlig registreret et fald i antallet af hudlidelser fra 199 lidelser i 1995 til et antal hudlidelser på 137 i 2000. Der er ingen opgørelse over, hvor mange penge kommunerne har sparet ved at få antallet af ulykker og lidelser til at falde, men det skønnes at svare til et tocifret millionbeløb, skriver Arbejdsmiljø. Succesen medfører nu, at der også sættes fokus på det psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen, for undersøgelser viser, at der på arbejdspladser med god trivsel sker færre ulykker. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...