Indsats mod rockere giver resultater

Politi 28. september 2002 08:00

Randers, fredag /ritzau/ Rockerne i Randers er et jaget folkefærd. Det har anbragt Randers Politikreds på en førsteplads over opklaret rockerkriminalitet. I forhold til landsgennemsnittet har de randrusianske rockere dobbelt så mange domme som i resten af landet. Det viser en redegørelse fra Rigspolitiet. Det er specielt Hells Angels, der har slået sig ned i Randers. Det er sket ved at optage støttegrupperne Cerberus og Piraterne i rockernes inderkreds, så de siden september 2001 har været en afdeling af Hells Angels. Hells Angels har 15 fuldgyldige medlemmer, 17-18 prospects og 2-3 hangarounds i Randers. Netop Cerberus var i 1998 med til, at Randers Politi skruede op for indsatsen mod byens rockere. Dengang stod gruppen for en del kriminalitet og forsøgte at sætte sig på værtshusmiljøet. Det fik politiet til at sætte dem højt op på dets prioriteringsliste, fortæller kriminalinspektør Børge Fransen fra Randers Politi. - Vi ofrer mange ressourcer på det her. Det er et af vores højeste prioriteringsområder. Desværre må vi erkende, at det går ud over andre områder - blandt andet indbrud. Men vi kan kun bruge ressourcerne én gang, siger kriminalinspektøren. Rockerbekæmpelsen sker blandt andet ved et tæt samarbejde mellem politiet og Kommunen, SSP (samarbejdet mellem skolen, socialforvaltningen og politiet) og de lokale restauratører. Politiet prøver blandt andet at bryde fødekæden til rockergrupperne ved at fortælle den lokale ungdom, at rockerne er andet end motorcykler og fester. Den intensiverede indsats har også haft en pris for betjentene. - Efterforskningen mod rockere er uendelig svær. Den kræver tålmodighed, engagement, vilje og en indsats, der tit rækker udover, hvad man forlanger af folk. Det har krævet noget på det psykiske niveau for en del af vores folk, der er blevet truet, siger Børge Fransen. Det ses også i statistikken fra Rigspolitiet. Hells Angels medlemmerne er dømt for trusler mod politifolk 35 gange. På landsplan er tallet 130. - Det er et symptom på deres aggressive adfærd og tegn på, at de forsøger at sætte deres egen dagsorden. Så må vi vise dem, at det er politiet, der står for lov og orden, siger Børge Fransen. I alt har Hells Angels medlemmerne fra Randers 343 domme i bagagen. Deres støttegruppe Red & White har 61 domme, Bandidos 20 og x-team 3. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...