Trafikulykker

Indsats mod selesyndere i varevogne

Meget tyder på, at den netop overstået selekampagne har haft en positiv effekt, og det gælder især for varevogne.

AALBORG:I tre uger var de nordjyske selesyndere jaget vildt. På motorcykel og til fods langede færdselspolitiet bøder igennem sideruden til de bilister, som havde glemt selen. Og hvis ikke en bøde på 500 kroner var nok, blev budskabet om at huske selen nærmest messet ud af landets radioer og tv-skærme i opfindsomme reklamespots. Selekampagnen løb over hele landet i de første tre uger af april og i Nordjylland er budskabet så sandelig fesset ind. Det viser Aalborg Kommunes seneste seletælling. Især tyder det på, at selen i dag blot en måned efter selekampagnen bliver spændt langt oftere i varevognen. Den udvikling vækker jubel. - Vi syntes, det er rigtigt flot med varevognene, og vi er glædeligt overrasket. Det er jo ingen hemmelighed, at de haltede noget efter personbilerne på det her område, siger Charlotte Krogh fra Aalborg Trafiksikkerhedsudvalg. Seletællingen blev foretaget tre steder i Aalborg før kampagnen blev skudt i gang og efterfølgende de tre samme steder, da kampagnen var indstillet. Godt 5000 biler blev tjekket både før og efter, og tallene viser, at fire til fem procent flere bilister af personbiler bruger selen nu, end da førmålingen blev foretaget i marts. Og det lever op til den målsætning, der var at få to til tre procent flere i selen. Ved registreringen af selebrugere i varevogne er målsætningen bestemt også opnået. I marts måned var det ved to af registreringsstederne kun halvdelen af alle kørere af varevogne, der benyttede sig af selen. I maj måned havde billedet ændret sig radikalt. På de tre registreringssteder i Aalborg benyttede mellem 76 og 82 procent sig nu af selen. - Vi kan faktisk ikke helt forklarer, hvorfor der netop er sådan en kraftig udvikling. Men vi håber da på, at det er vores kampagne, der har påvirket dem, forklarer Charlotte Krogh.