Indsats mod stress fælles ansvar AFMAGT:De fleste har prøvet at have stress, og nogen lever med den hver eneste dag. Men stress kan blive et problem, hvis ikke medarbejderne lærer at sige fra, eller virksomheden ikke lader dem gøre det

For meget at lave og for lidt tid til at lave det i - det er nemt nok at få stress, men faktisk også muligt at komme af med det igen. (Foto: IBID/Polfoto)

For meget at lave og for lidt tid til at lave det i - det er nemt nok at få stress, men faktisk også muligt at komme af med det igen. (Foto: IBID/Polfoto)

KØBENHAVN:En følelse af, at der burde være fem kvarter i timen - eller mere! Altid lige på kanten af at sakke bagud med arbejdet, mangel på tid til at være sammen med familien, personlige interesser der aldrig bliver dyrket, hobbyer der får lov at samle støv. Vejen mod stress er fuldt oplyst og godt skiltet, men alligevel befinder en stor del af den danske befolkning sig på den med speederen i bund, og næsten alle har prøvet turen i kortere eller længere perioder. Som regel fordi, der er for meget at lave og for lidt tid til at lave det i. Eller fordi, der ikke er nok at lave i forhold til ambitioner, ønsker og evner. Sådan opleves det i hvert fald for de fleste, men når man bliver stresset på grund af sit arbejde, så kan det sagtens være resultatet af mange flere ting end bare travlhed eller mangel på samme: Det kan være problemer med kollegerne eller chefen, det kan være mangel på udviklingsmuligheder, frihed eller tryghed. Eller det kan være arbejdsvilkårene som sådan: Risiko for vold eller psykiske belastninger, for eksempel. Problemet bliver som regel taget med hjem, hvor det breder sig til resten af hverdagen og giver nye problemer, indtil alting kører op i en spids og man ramler ind i stressen - og måske ender med en sygemelding. Professor ved Arbejdsmiljøinstituttet, Tage Søndergård Kristensen, siger, at problemet er der, men at det er svært at sætte præcise tal på: - Det kan højst blive nogle runde estimater, fordi der ikke bliver lavet diagnose på alle sygemeldinger i Danmark, siger han. - Og derudover er det også et spørgsmål om, hvor bredt man definerer stress. Det kan være folk, der er udsat for vold eller mobning, men det kan også være udbrændthed eller depression. Tage Søndergård Kristensen tør dog godt anslå, at omkring en fjerdedel af det samlede sygefravær i Danmark skyldes det psykiske arbejdsmiljø, hvor en stor del af stressen også hører hjemme. Klogt at holde pause Hvad kan den enkelte medarbejder så stille op for at gør noget ved sin egen stress? Thomas Milsted, der er leder for konsulent- og undervisningsorganisationen Center for Stress, siger: - Medarbejderens ansvar ligger først og fremmest i at vide, hvornår man er stresset: At kende sin egen grænse og vide, hvornår den er nået. - Derefter er der tre valgmuligheder: Man kan forlade det, der stresser. Man kan prøve at ændre på det, eftersom det som regel kun er nogle enkelte ting på arbejdet, og ikke arbejdet som sådan, der giver stress. Eller man kan acceptere det: Hvis man for eksempel sidder i en bilkø og alligevel ikke kan stille noget op, så kan en stor del af stressen forsvinde, hvis man lærer at acceptere situationen. Men der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget man kan acceptere - det gør jo heller ikke mindre ondt at få en hammer i hovedet, bare fordi man accepterer, at det sker. Ifølge Thomas Milsted er det vigtigste dog, at man giver sig selv nogle små pauser ind imellem: - Det er faktisk noget af det, som folk er rigtig dårlige til: At holde pauser, slappe af og bruge tid på ikke at lave noget! At acceptere, at der er stunder, hvor man sidder og glor ud i luften og ikke er effektiv. Eller hvor man laver fis og ballade med kollegerne eller lægger en kabale på computeren. - Problemet er, at vi lever i et samfund, hvor det at holde pause næsten bliver betragtet som lidt uintelligent. Men det er dumt, for det svarer til at tro, at man kan køre bil uden at have benzin på. - Nogle gange SKAL kroppen og hjernen simpelthen have lov til at køle ned, før man kan brænde af sted igen, siger Thomas Milsted. Ledelsen skal være obs Medarbejdernes stress hænger sammen med trivsel. Og det har både at gøre med de konkrete arbejdsforhold og de fysiske rammer, men også med kommunikation og planlægning. Og virksomhedernes ledelse sidder med en stor del af ansvaret for at håndtere stress blandt medarbejderne. Martin Behrens er direktør i Stresslinien, der yder hjælp og rådgivning til håndtering af stress, og han siger: - Hvis sælgeren for eksempel ikke ved, hvor lang tid produktionen skal bruge på at løse en opgave, så lover han en dato til kunden uden at have styr på, om virksomheden kan følge med. Og når virksomhederne har den slags brister i kommunikationen, så vil de, der skal udføre opgaven, opleve en følelse af ikke at slå til, fordi det kan være næsten umuligt at leve op til tidspresset og kravet om kvalitet på samme tid. - Men de vil jo gerne, så de arbejder hårdere og glemmer deres pauser. De føler slet ikke, at de har tid til at holde pauser, og selv frokosten bliver indtaget ved arbejdsbordet. - Den slags ser man ofte, og når det sker, så er det et advarselssignal, som det primært er lederens ansvar at få øje på, understreger Martin Behrens. Men der er også andre måder at opdage problemerne på: - Hvis en virksomhed for eksempel samler sine medarbejdere én gang om ugen og beder dem placere deres følelse af trivsel på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det bedste, og der så er nogen, der går under 7, så skal der gøres noget! - Det er nemt og hurtigt at måle på den måde, og bagefter kan man så begynde at snakke med medarbejderne om, hvad der er i vejen, hvorfor, og hvordan man kan gøre det bedre. - Meget banalt, ikke? Virksomhedens ansvar Hvad skal virksomheden så stille op - udover at planlægge arbejdet bedre? Der findes nogle generelle ting, som man kan give medarbejderne for at forbedre deres trivsel, såsom tryghed, individuelle udviklingsmuligheder, kontrol, medindflydelse og så videre. Men det er ikke alle virksomhedstyper, der har mulighed for at gøre brug af den slags. Men det er ikke nogen undskyldning, mener Martin Behrens: - Selv hvis en stor del af de ansatte står ved samlebånd, så kan man godt give dem skiftende arbejdsopgaver og sende dem rundt i produktionen alligevel. Det vil udvikle dem, men også hjælpe dem med at se sammenhænge og mening i de enkelte arbejdsopgaver. - Og ellers kan man tilbyde helt andre former for udvikling og udfoldelse: Kurser, motion og idræt eller undervisning, som ikke nødvendigvis behøver have noget fagligt formål. Og det kan såmænd både ligge i og uden for arbejdstiden. Det er jo en smuk måde at vise sine medarbejdere, at man vil gøre noget for dem. - Og så er der anerkendelse og ros. Især når man har anstrengt sig eller haft overarbejde eller lignende. Når jeg møder én, der fortæller, at han har haft overarbejde i fire måneder, og at der ikke er nogen på virksomheden, der har vist nogen særlig anerkendelse af den grund, så kan jeg godt forstå, at han ikke føler, det giver nogen mening. At hans indsats ikke gør nogen forskel. Medarbejdernes ansvar Thomas Milsted, leder af Center for Stress, anerkender også, at virksomhedernes ledelse sidder med det store ansvar: - Problemet er selvfølgelig, at det er let nok for mig at sige, at man skal tage hensyn til sig selv, for hvis organisationen ikke er medansvarlig, så giver det jo ikke nogen mening. Man kan godt være god til at sige fra, men hvis man bliver fyret hver gang, så er det selvfølgelig et problem.., Men han understreger, at hver enkelt også selv må tage et ansvar: - Der er mange steder, hvor rammerne er der, men hvor medarbejderne ikke kan finde ud af at udnytte dem. De har ikke lyst til at sige fra eller bede om hjælp, fordi de tror, at der bliver tænkt dårligt om dem. Og der sidder cheferne og får grå hår i hovedet, fordi de ikke kan læse tanker - og medarbejderne vil ikke melde ud. - Folk bliver tit alt for ambitiøse på egne vegne, og det er nogle gange helt vildt, hvad de synes, de skal nå! Og så er der mange, der godt kan se, at det er urealistisk, hvad de skal nå, men de synes ikke, der er noget af det, som de kan barbere væk. Men det holder jo ikke! Hvis folk får en blodprop, så kan de jo godt barbere det hele væk fra den ene dag til den anden - hvorfor så ikke gøre det, før man får blodproppen? - Det handler om at blive herre i sin egen virkelighed, også selvom man endda kan være nervøs for at blive fyret, siger Thomas Milsted. - Vi bliver nødt til at komme derhen, hvor vi ikke er bange for at sige fra og tage ansvar for os selv, for hvis alle går rundt og ryster i bukserne, så får vi aldrig ændret på de ting.