EMNER

Indsatte i arrest giver ekstra hænder til virksomheder

Trykstøberi i Frederikshavn har samspil med arresten i Hjørring

FREDERIKSHAVN:De indsatte er sikret tilbud om beskæftigelse, og virksomhederne kan med fordel lægge mere løntunge opgaver eller spidsbelastningstravlhed ud af huset. - Det er til nytte for begge parter, understreger regionsværkmester i Kriminalforsorgens produktionsværksteder i Nordjylland, Bjørk Pedersen, om det samspil arresthusene i Frederikshavn, Hjørring, Aalborg, Hobro og Nykøbing Mors har med en række og også i vid udstrækning lokale virksomheder. - I modsætning til i fængslerne har de indsatte i arresthusene ikke arbejdspligt. Men vi skal kunne tilbyde dem et arbejdstilbud, og de opgaver vi henter ind på landsplan men også lokalt, kører meget på mindre montage- og pakkeopgaver, fortæller Bjørk Pedersen. Alternativ - Vi må selvfølgelig ikke gå ud og være konkurrenceforvridende og udføre arbejder til billige priser, men skal kalkulere efter mindstelønnen i Dansk Industri. Oveni kommer så også noget andet vi skal medkalkulere. Så der, hvor vi med fordel kan gå ind og være et alternativ til lavtlønsområdet, er ved de meget løntunge opgaver, siger Bjørk Pedersen. Et sådant samarbejde er indledt med magnesiumstøberiet, Mg C-Tech i Frederikshavn, der producerer emner til bl.a. bil- og elektronikindustri. Samarbejdet blev indledt for et halvt år siden, og det er indsatte i Hjørring Arrest, der udfører arbejdet. - Jeg blev så inspireret af en artikel, du havde skrevet om iværksættervirksomheden Mg C-Tech, at jeg henvendte mig til den. Her tyggede man på idéen i et par uger, og siden har vi haft et særdeles godt samarbejde, fortæller Bjørk Pedersen. Han understreger, at netop lokale iværksættervirksomheder kunne være opmærksomme på den mulighed, som de ekstra hænder i nærområdets arresthuse udgør. - Vores andel i forhold til Mg C-Tech består i at være buffer i travle spidsbelastningsperioder, så virksomheden undgår svingdørspolitik ved at skulle tage folk ind og ud. I Hjørring er der 25-28 indsatte, og cirka halvdelen har valgt at være beskæftiget. - Med et arbejdstilbud søger vi at bibringe de indsatte en vis portion arbejdstræning. Nogle har hidtil kun haft perifer kontakt til arbejdsmarkedet, og kan de klare at stå op om morgenen og gennemføre en syv timers arbejdsdag, så er meget nået. Andre er vant til at arbejde, og vil gerne have noget at fylde tiden ud med, siger Bjørk Pedersen. I arresten i Hjørring, hvor der i modsætning til arresten i Frederikshavn er værkstedsfaciliteter tilknyttet, udføres arbejdsopgaverne enten her i et arbejdsfællesskab, eller hvis nogen foretrækker det, i enrum i cellerne. Socialt ansvar Indehaverne af Mg C-Tech, kemiingeniør Klaus Hye og maskiningeniør Henrik Holt Christensen, fortæller, at de er glade for samarbejdet med kriminalforsorgen, og at de på den måde samtidig kan være med til at udføre en social opgave og holde folk i gang. - Vi bruger arresthuset som buffer, når vores egen kapacitet er udnyttet. Mængden af arbejde kan variere meget afhængigt af ordrestrømmen, siger Klaus Hye. - I de seneste uger har der været meget tryk på, og vi har da også selv udvidet bemandingen til de samme opgaver, som vi samarbejder med arresthuset om, siger Henrik Holt Christensen og forklarer, at de arbejdsprocesser, virksomheden får udført i arresten, er opgaver som rengøring, polering, afgratning og pakning af emnerne. Virksomheden udvikler og producerer fra prototype til færdigprodukt emner i letvægtsmetallet magnesium, der udvindes af havvand. Det være sig værkstedsdesign eller trykstøbte emner i stort antal til bil- eller al anden industri samt til militæret. - Vi producerer emner til alt, der kan drage fordel af en vægtfylde på 0,8 mod aluminiums 2,6 og hvor magnesiums brudstyrke samtidig er 30 pct. større, understreger Klaus Hye.