Indskiftede stjerner sikrer Real Madrid storsejr

Mesut Özil og Cristiano Ronaldo blev skiftet ind og lukkede kampen, da Real Madrid vandt 5-1 over Levante.

Indskiftede stjerner sikrer Real Madrid storsejr

Det blev de indskiftede stjernespilleres aften, da Real Madrid lørdag vandt 5-1 hjemme over Levante i den spanske Primera Division.

Cristiano Ronaldo kom på banen efter pausen og stod for den vigtige scoring til 3-1, da der resterede seks minutter af kampen.

I de sidste tre minutter scorede ligeledes indskiftede Mesut Özil to mål og bidrog dermed væsentligt, eftersom han blot fik et kvarter på banen.

De to blev sparet før næste uges returkamp i Champions League-kvartfinalerne mod Galatasaray.

Her skal Real Madrid i Istanbul forsvare 3-0-føringen fra den første kamp.

Levante kom ellers foran i første halvleg ved Michel, men allerede før pausen havde Real Madrid vendt opgøret.

Først udlignede Gonzalo Higuain, og fem minutter før pausen kom Kaka for en sjælden gang skyld på måltavlen, da han scorede til 2-1 på et straffespark.

Målmand Iker Casillas var tilbage i Real Madrids trup efter sin skade, men han forblev på bænken, mens Diego López indtog målet.

Real Madrid er nummer to i Primera Division med 65 point for 30 kampe.

Det er 10 point færre end topholdet, FC Barcelona, som har spillet en kamp færre end ærkerivalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.