Indskiftet portugiser giver forøget CL-håb i Liverpool

Diogo Jota stod for to mål, da Liverpool slog Arsenal 3-0 på udebane og spillede sig tættere på top-4.

Mohamed Salah bringer Liverpool på 2-0 i udekampen mod Arsenal.

Mohamed Salah bringer Liverpool på 2-0 i udekampen mod Arsenal.

LONDON:Kampen om top-4 i Premier League, og dermed Champions League-deltagelse i næste sæson, går ind i sin afgørende fase.

I den kamp har Liverpools sløje start på 2021 bragt holdet i problemer, men lørdag holdt Jürgen Klopps tropper sig inde i CL-duellen med en flot 3-0-sejr ude mod Arsenal.

Liverpool kravler op på femtepladsen med 49 point for 30 kampe. Det er to point mindre end Chelsea på fjerdepladsen, som også har spillet 30 kampe.

West Ham og Tottenham følger efter med henholdsvis 49 og 48 point. Begge har dog kun spillet 29 kampe.

Liverpool var det klart bedste hold på banen på Emirates Stadium lørdag.

Arsenal havde meget lidt at byde på gennem hele kampen med undtagelse af de første ti minutter af anden halvleg.

Dog formåede londonmandskabet at holde gæsterne fra de store chancer før pausen, men i kampens sidste fjerdedel fik det forsvarende mesterhold udbytte af spilovertaget.

Først smed Trent Alexander-Arnold et smukt indlæg ind i panden på indskiftede Diogo Jota, som headede føringsmålet ind.

Mindre end fire minutter senere blev kampen afgjort, da Mohamed Salah viste vilje. Kan kæmpede sig til bolden i duel med Arsenals Gabriel og afsluttede køligt gennem benene på Bernd Leno fra en lidt spids vinkel.

Salah var kort efter tæt på endnu en scoring, men det blev indskiftede Jota, som snuppede størstedelen af rampelyset.

I 82. minut stod han igen rigtigt placeret i feltet og kunne let sparke en dårlig tæmning fra Sadio Mané i nettet til slutresultatet 3-0.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.