Planteavl

Indspark på herrens mark

Teknologer fik inspiration til at håndtere en salgssituation

AALBORG:Iværksættere, universitetsfolk og andre, der arbejder inden for teknisk tunge områder som ingeniør- og IKT-området løber ofte ind i vanskeligheder, når det gælder direkte salg og kundekontakt. De er mere eller mindre på herrens mark. Derfor er en serie af konferencer, der netop går under navnet "På Herrens Mark" blevet særdeles populære, fortæller sekretariatsleder Birgit Pia Nøhr fra ICT Norcom, sammenslutningen af de nordjyske IKT-virksomheder og en af hovedkræfterne bag den tredje konference i serien, hvor der stod salg på programmet, og det er ikke tilfældigt: - Det er nemt at fortabe sig i de tekniske funktionaliteter ved ens produkt, og det kan være en udfordring at formidle alt det til en potentiel kunde, man gerne vil, siger Birgit Pia Nøhr. Konferencen havde deltagelse af knap 200 nordjyske erhvervsledere og universitetsfolk. Hovednavnene var Remee, musikproducer og iværksætter, samt Mads Peter Vejby, grundlæggeren af teleselskabet M1, og temaet var salg fra forretning til forretning - B2B-salg i moderne erhvervssprog. De forskellige udfordringer gennem salgsprocessen kendte mange af de fremmødte tilsyneladende også til: - Jeg er her i dag for at blive bedre til opsøgende salg og til at komme i mål med den proces, det er at nå fra det første kundemøde til en endelig aftale, siger Uffe Overgaard Koch, direktør i Huge Lawn Software, et firemands firma, der primært producerer applikationer til Apples iPod og iPad. Han tror, at mange nordjyder har en medfødt tilbageholdenhed, når det gælder salg: - Men på konferencen er der masser af indspark at hente. Udover de to oplægsholdere bød dagen på fire workshops. Her blev konferencens formål om at give både nye og etablerede virksomheder ny inspiration og konkrete værktøjer til effektivt B2B-salg opfyldt gennem fokus på salgsprocessens mange faser, afdækning af potentielle kunder, den første kontakt, kontraktfase, levering og opfølgning, forberedelse af næste salg samt vedligehold af kundekartotek. Konferencen var arrangeret i et samarbejde mellem Væksthus Nordjylland, BIOMED Community, Aalborg Universitet, Invest in Denmark, Inkubator (AAU), CISS Connect, Connect Denmark, AAU Matchmaking ogBrainsBusiness ICT Norcom Business Forum.