AALBORG:Spar Nord fik første halvår med et resultat før skat på 150 millioner kroner.
På positivsiden tæller, at indtægterne voksede med 15 procent til 1240 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.
Den positive indtægtsudvikling skyldes stigende nettorenteindtægter, højere kursreguleringer og stor aktivitet på realkreditområdet samt en nettotilgang af nye kunder siden nytår.
Men nedskrivninger vokser
I negativ retning trækker som tidligere varslet ekstraordinære nedskrivninger i andet kvartal på 96 millioner kroner, der primært skyldes Finanstilsynets præciserede retningslinjer for vurdering af sikkerheder i ejendoms- og landbrugssektoren.
Samlet stiger nedskrivninger på svage udlån i første halvår til 327 millioner kroner.
Det betyder samlet, at Spar Nords halvårsresultat i år er en femtedel dårligere end i den samme periode sidste år.
Er ”acceptabelt”
Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby betegner regnskabet som ”acceptabelt”.
Han hæfter sig ved, at den hastige tilgang af nye kunder udgør en vigtig modvægt til den beskedne lånelyst, som kendetegner danske bankkunder for tiden.
Spar Nords bankudlån er nemlig faldet med over ti procent i forhold til første halvår 2011.
- - Vi må konstatere, at kundernes efterspørgsel efter banklån fortsat er meget beskeden, og derfor er det vigtigt, at vi tiltrækker nye kunder, mener Lasse Nyby.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.