Dyremishandling

Industri begår dyremishandling

I dag har vi en fødevareindustri, der er parate til at acceptere og udøve selv de mest groteske former for dyremishandling, bare der er et par håndører at spare.

Grise, der mases sammen, så de dør under frygtelige lidelser, på deres vej ned gennem Europa inden de når frem til det slagteri, der kan slagte de overlevende billigst. Heste lider den samme grusomme skæbne takket være skrupelløse vognmænd, der blæser på alle regler, bare det giver penge. Med økonomisk støtte fra EU eksporterer flere europæiske lande, der i blandt Danmark, levende kvæg til Mellemøsten. Dyrene fragtes ofte i op til 10-15 dage under brutale forhold. Det er kvæg fra primært Tyskland, Frankrig og Irland som tæt stuvet sammen og uden foder og vand bliver mishandlet under fragten til lande som Egypten og Libanon, hvilket jo til fulde er dokumenteret i tv. Handelen med levende dyr ud af EU kan kun betale sig, fordi den får en generøs eksportstøtte. Hvert år sendes omkring 200.000 stykker levende kvæg til Mellemøsten. Eksportstøtten fra EU er ifølge CIWF på op til 231 euro (cirka 1700 kroner) pr. dyr svarende til 340 millioner kroner om året. Transporten er foregået efter de gældende EU-regler. Dyrene må gerne håndteres med elektriske drivstave, de må gerne opholde sig i mange døgn i små indelukkede lastrum, og de åbenlyse lidelser er ikke ulovlige ifølge EU. Vi må derfor som minimum have indført en maksimal transporttid for levende slagtedyr på otte timer inden for EU. Her er et stykke arbejde som EU's landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, kan arbejde videre med, hvis hun mener det hun sagde, da hun klemte en tåre for åben skærm efter at have set billeder af de lange dyretransporter tidligere på året. Det seneste eksempel på den organiserede dyremishandlng er så den enestående opdagelse, der er gjort af fjerkræavlerne: Først maser man de arme kræ sammen i en grad, så de sammenpressede vader rundt i hinandens afføring. Derefter finder man ud af, at hvis de står for meget stille i møget, ætses deres fødder og det går jo ikke. Hvad gør man så? Man begår den enestående opdagelse at kyllinger behøver kun at sove to timer i døgnet! og vupti, så er man ovre det problem med ætsning af deres fødder. Desværre er der for mange forbrugere, der - som producenterne - er mere fokuserede på pengepungen end på, om maden bliver til på en anstændig måde. Så lige her og nu er der kun lovgivning og en konsekvent anvendelse af den at falde tilbage på. Men mon ikke bøder i millionklassen - og ikke småbøder som i dag - kunne være et middel?