Industri og servicefag har mindsket optimismen

Men økonomerne holder fast i lyse udsigter for året

I byggebranchen nærmest sprudler optimismen. Arkivfoto: peter broen

I byggebranchen nærmest sprudler optimismen. Arkivfoto: peter broen

KØBENHAVN:Ingen grund til bekymring. 2006 tegner fortsat til at blive et stærkt år økonomisk set. Sådan lyder meldingerne fra økonomerne, efter at industrien og serviceerhvervene har skruet lidt ned for forventningerne til de næste tre måneder. Også forbrugerne ser knap så optimistisk på fremtiden som tidligere, mens optimismen i byggesektoren fortsat sprudler - endda med forstærket kraft. Industritilliden faldt fra seks i marts til fem i april, viser tal fra Danmarks Statistik. Men faktisk kunne man have frygtet et større fald på grund af de høje oliepriser og den svagere dollar. Tilsyneladende er det de positive meldinger fra tysk økonomi, der holder optimismen i industrien oppe, vurderer seniorøkonom Jes Asmussen fra Nordea. Også afdelingsdirektør Steen Bocian, Danske Bank, hæfter sig ved, at der fortsat er udbredt optimisme i industrien, hvor virksomhederne både venter stigende produktion og beskæftigelse inden for de kommende måneder. Så uanset usikkerheden omkring Muhammed-tegninger, stigende renter og oliepriser tegner året til at blive økonomisk stærkt med fortsat stigende beskæftigelse. Især i byggebranchen, hvor tilliden steg fra 17 til 20, er der gang i kedlerne. - Samlet tyder tallene bestemt på, at 2006 også vækstmæssigt bliver et rigtig godt år, selv om flaskehalse kan blive en barriere for væksten, siger Steen Bocian. Også seniorøkonom i Jyske Bank, Claus Birn Jensen, peger på, at alle motorer kører i dansk økonomi, og at konjunkturerne er robuste. - Men den høje oliepris er en joker, fordi den mindsker købekraften hos forbrugerne og øger risikoen for en lavere global vækst, siger Claus Birn Jensen. Serviceerhvervenes forventninger har taget turen fra 23 i marts til 22 i april. /ritzau/