Aalborg

Industrieventyret i mosen

MOSEBY:Kaas Briketfabrik ved Moseby er et vartegn for egnen. Den store fabrik ligger hævet over mosen, så den kan ses viden om, og formanden for Moselauget, Leo Kristensen, tøver ikke med at kalde den for "et stort vartegn for hele landet". - Fabrikken havde meget stor betydning, både for egnen og for landet, fortæller Leo Kristensen, der fortsætter: - Den blev bygget i 1925 og lukket i 1966, da det blev almindeligt med olie, som endda var billigt dengang. Da fabrikken var på sit højeste, var der 6-700 ansatte med arbejderne i mosen. Fabrikken var et stort industrieventyr, som vi ikke har set siden, og egnen bærer stadig præg af det. Dengang var der ca. 4.000 indbyggere alene i Jetsmark Sogn. Før Anden Verdenskrig leverede fabrikken briketter af tørv fra mosen til New York, men under krigen var der brug for hele produktionen herhjemme. Der var brug for flere arbejdere, end området kunne levere, men folk rejste hertil for at grave tørv og arbejde på fabrikken. De kom mange steder fra for at tjene nemme penge. Men det var et hårdt arbejde og der skulle knokles, for der skulle tjenes en hel årsløn i løbet af sommermånederne. Jeg ved det, for min far var med. Arbejdet foregik fra sidst i april, når frosten var væk, til hen i august. Og bagefter var arbejderne henvist til understøttelse og blev sendt ud som snekastere og den slags, fortæller han. En af Moselaugets gamle tørvebisser, Niels Jørgen Christensen, var med i mosen som barn og ung. Det var en selvfølge, for faderen havde et moselod. - Man skulle tro, at det blev en arbejdsmæssig katastrofe for alle arbejderne, da fabrikken lukkede. Det blev det ikke. Dengang arbejdede jeg på et bette værksted i Kaas. Jeg er mekaniker og dengang skulle alle have en bette bil. Så futtede de til Aalborg, for de ville være med i det store byggeri af Aalborg Sygehus Syd. Dermed var det slut her. Ja, jeg holdt op i mosen længe før og har aldrig arbejdet på fabrikken. Jeg ville arbejde med biler og min far frarådede også det hårde arbejde i mosen, som var ved at være et overstået kapitel, sagde Niels Jørgen Christensen til NORDJYSKE ved en rundvisning, da ønsket om at redde stedet var luftet for politikerne .