Indvandrere harret og pligt

Vi er vidne til, at det danske samfund bliver mere og mere opsplittet og polariseret. Det kan jeg som socialdemokrat ikke leve med. Fællesskabet og ligheden i samfundet har altid været grundlæggende i det socialdemokratiske projekt.

Opsplitningen ses på flere områder: Socialt og økonomisk; boligmæssigt; på uddannelsesområdet og kulturelt. Socialdemokraterne har i tæt samarbejde med det Radikale Venstre netop fremsat en række forslag, som skal styrke integrationen og samle det danske samfund. For at stoppe den økonomiske og sociale polarisering, har vi – udover en øjeblikkelig afskaffelse af starthjælpen – stillet forslag om, at langt flere flygtninge og indvandrere skal have et arbejde. Nøjagtig som statsministeren gjorde efter sit medieombruste møde på Marienborg. Og dog! Der er to helt afgørende forskelle. For det første følger vi op med 26 konkrete forslag – bl.a. alternative veje ind på arbejdsmarkedet eller på uddannelsen. For det andet har Socialdemokraterne allerede tidligere lanceret en generel jobplan, som skal få 15.000 flere i arbejde. For når den generelle arbejdsløshed er høj, er arbejdsløsheden blandt etniske minoriteter eksplosivt høj. Og omvendt. Ikke mindst derfor er det enhver regerings pligt – især hvis den vil bryste sig af at gøre noget ved integrationen – at sikre en lav arbejdsløshed. Vi mener, at der som minimum skal sættes ind på fire konkrete områder, hvis flere flygtninge, indvandrere og efterkommere skal i arbejde: 1. En mere aktiv og arbejdsmarkedsforberedende asylfase med mulighed for at tage arbejde på overenskomstmæssige vilkår. 2. En mere fleksibel integrationsperiode, hvor arbejde og sprogundervisning ikke udelukker hinanden og hvor sprogundervisningen ikke begrænses. 3. En bedre indsats for, at flere flygtninge, indvandrere og efterkommere optages og fastholdes på uddannelsesinstitutionerne – og at de sikres tilstrækkelige danskkundskaber til at gennemføre uddannelserne. Og endelig 4. at finde alternative veje ind på arbejdsmarkedet. Den boligmæssige opsplitning er bestemt ikke noget letløst problem. Men tidligere på året lancerede vi udspillet "Mindre ghetto – mere integration". Det gjorde vi på et tidspunkt, hvor ghettodannelse stadig kun var noget statsministeren talte om i sin nytårstale – ikke noget han gjorde noget ved. Siden er der kommet en strategi fra regeringen. Nu vil vi fremsætte vores udspil som beslutningsforslag, sideløbende med regeringen fremsætter sin strategi som lovforslag. Så får befolkningen god mulighed for at bedømme, hvem der råber højt og laver symbolpolitik, og hvem der tager fat om problemerne ved roden. Socialdemokraternes forslag indeholder nemlig både planer om at forbedre de eksisterende almene boligområder, bygge flere nye boliger i storbyerne, forbedre skolerne og institutionerne og få uddannelses- og arbejdsgraden op og kriminalitetsraten ned i de ghettoprægede områder. Den uddannelsesmæssige opsplitning starter allerede i folkeskolen. Folkeskolen kunne være det sted, hvor børn mødtes på tværs af social, kulturel og etnisk baggrund. Sådan er det også mange steder. Men vi ser to tendenser: De tosprogede børn lærer ikke nok, og de dansksprogede børn forsvinder fra de folkeskoler, hvor andelen af tosprogede er meget høj. Derfor foreslår vi, at andelen af tosprogede børn på hver skole skal ned på 25 pct. Så er der flere resurser til det enkelte tosprogede barn og ikke nogen fornuftig grund til at flytte sit dansksprogede barn. Den udvikling ønsker vi, fordi svagere elever bliver markant dygtigere af at gå sammen med stærkere elever, mens stærkere elever ikke lærer nævneværdigt mindre af at gå sammen med svagere elever. Vi vil gøre det muligt for kommunerne at bruge sprogscreeninger inden skolestart til at finde og fordele de tosprogede, men stiller samtidig andre muligheder – magnetskoler, nye eller større skoledistrikter og informationskampagner – til rådighed for skoler, som fortrækker at nå en jævn fordeling af tosprogede på andre måder. Samtidig kan det være meningsfuldt at give enkelte skoler mulighed for at håndtere problemerne anderledes. Det kunne – i kommuner hvor den samlede mængde af tosprogede er lav, og 25 pct. grænsen ikke rammes, selv om fordelingen ikke er jævn – være ved at samle elever med sproglige problemer på skoler, som har særlige kapaciteter til at håndtere tosprogethed. Det kunne også – i de få kommuner, hvor selv en jævn fordeling ikke får andelen på de enkelte skoler ned under 25 pct. – være ved oprette integrationsorienterede heldagsskoler i de områder, hvor integration går dårligst. Det har man forsøgt i Odense. Kommunen har søgt Undervisningsministeriet om dispensation fra folkeskolelovens paragraf om elevernes daglige undervisningstid. Desværre har kommunen ikke fået den ønskede dispensation. I Odense ønsker man i en treårig periode at gøre børnenes tilstedeværelse på skolen obligatorisk fra klokken 8 til klokken 16. Det vil sige, at skolens elever skal deltage i både undervisning og en gratis SFO. Resultatet er reelt en heldagsskole, og målene er ifølge Odenses Børne- og Ungdomsforvaltning blandt andet at sikre børnenes sproglige, faglige og sociale udvikling, og at børnene får den nødvendige hjælp til lektiearbejdet. Et andet mål er at sikre gode fritidsvaner som vil forebygge kriminalitet. At SFO-ordningen skal være obligatorisk skyldes især det faktum, at SFO-tilbud benyttes af 91 pct. af børnene til og med 3. klasse i hele Odense. Men kun af 45 pct. af børnene i Vollsmose, som har en høj koncentration af familier med integrationsproblemer og sociale problemer. Det skal der laves om på, og heldagsskolen er en fornuftig vej at gå. Opsplitningen i befolkningsgrupper, som lever efter uforenelige værdisæt, har fået uhyre stor opmærksomhed i medierne i dette efterår. Det er også en vigtig debat – så vigtig, at der ikke må gå skyttegravskrig i den. Religion – og i særdeleshed islam – er blevet udråbt som en barriere for integration og imamernes rolle er blevet vendt og drejet. Vi har skiftevis viftet med ytringsfriheden og blasfemiparagraffen. Nu foreslår Socialdemokraterne at oprette en dansk universitetsuddannelse i islam, hvor der undervises i en sekulariseret og demokratiseret form af religionen, så den ikke karambolerer med vestlige grundværdier som lighed, frihed, demokrati og menneskerettigheder. Samtidig foreslår vi, at alle religiøse forkyndere, som skal have en fast menighed i Danmark, skal gennemføre et introduktionskursus. Vi vil gerne give imamer og andre religiøse ledere den indsigt i det danske samfund, så de kan lette integrationen og forebygge sammenstød mellem religion og demokrati. Socialdemokraterne tager statsministerens udtalelser alvorligt. Når han siger, at alle burde have en ven, som var udlænding, tager vi konsekvensen. Derfor stiller vi forslag om, at alle nye flygtningefamilier skal have en frivillig dansk integrationsfamilie. Vi giver ikke integrationsfamilierne noget formelt ansvar, og vi vil ikke presse nogen ind i ordningen, men vi vil forpligte kommunerne til at sætte den i værk, og vi tror på, at mange har lyst til at åbne deres døre for en ny familie. Effekten kan blive stor – for samvær og venskab skaber fælles værdier. Tvangsægteskaber er et onde, som vi vil til livs. Jeg mener ikke, at den nuværende udlændingelov i tilstrækkelig grad forebygger, behandler og straffer tvangsægteskaber indgået i Danmark eller i udlandet, hvor mindst den ene part har permanent dansk opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Ét tvangsægteskab er et for meget. Af samme grund foreslår vi, at tvangsægteskaber kriminaliseres i form af en særlig paragraf i straffeloven. Selv om det kan blive vanskeligt at rejse konkrete straffesager, kan et tydeligt signal have en klar præventiv effekt. Det forudsætter en bred og intensiv oplysningsindsats om det danske samfunds vilje til at straffe personer, som tvinger andre ind i et ægteskab. Ligeledes foreslår vi et nyt socialt beredskab, der er i stand til at hjælpe ulykkelige unge, som henvender sig til de sociale myndigheder, fordi de lever i et tvangsægteskab eller er på vej ind i et. Endelig skal der iværksættes en international indsats med henblik på at få andre lande til at kriminalisere tvangsægteskaber. Det har altid været Socialdemokraternes fornemste opgave at hjælpe mennesker med at skabe muligheder. På ét tidspunkt var det arbejderne, som manglede muligheder og rettigheder. På et andet tidspunkt var det kvinderne. I dag er det flygtningene og indvandrerne – og desværre også deres efterkommere – som ikke har de sammen muligheder som alle andre i skolen, på arbejdsmarkedet, på boligmarkedet og i den vestlige verdens frie demokrati. Vi har lanceret over ti beslutningsforslag, hvor vi uden fløjlshandsker – men også uden fingerpegen – giver flygtninge, indvandrere og efterkommere ret og pligt til at blive en ligeværdig og aktiv del af det danske samfund. Vi håber, de bliver godt modtaget – både af de etniske minoriteter og vores kolleger i Folketinget. Vi skal styrke det som samler, og stække det som spreder.