Indvandrere på slankekur

Roskilde vil have slanke borgere, og turen er nu kommet til kommunens etniske minoriteter. Med en pose penge fra satspuljemidlerne vil kommunen tilbyde bl.a. tyrkere, irakere og pakistanere en sundere livsstil og lavere vægt. Initiativet er taget, fordi undersøgelser viser, at 17-23 procent af de etniske minoriteter er alt for tykke. For borgere med dansk baggrund er tallet 11 procent. Mange indvandrere har hverken arbejde eller uddannelse og tilhører gruppen af socialt udsatte. Og der er en klar sammenhæng mellem at være socialt udsat og overvægtig, fastslår ledende sundhedskonsulent Hanne Ourø Jensen. - De er mere socialt udsatte end danskerne generelt, så det er de sociale forhold, der formentlig er årsag til, at problemet er større blandt de etniske minoriteter, siger hun. Metoden, der tages i brug, er ny og hentet fra rygestopkurser. Den hedder "Små skridt" og handler om at ændre folks vaner lidt efter lidt over et forløb på 15 måneder med individuelle samtaler, hyppige møder og opfølgning undervejs. Vigtigt at fastholde - Det er vigtigt at fastholde dem i lang tid, for al erfaring viser, at folk godt kan slanke sig i korte perioder, men rigtig mange vil tage på igen, siger Hanne Ourø. Planen på længere sigt er at give tilbuddet til alle overvægtige i Roskilde. Sidste år satte Roskilde Kommune en såkaldt sundhedsbus på gaden, som kører rundt med gratis tilbud til borgere, der ønsker at tabe sig, holde op med at ryge, nedsætte alkoholforbruget og forbedre konditionen./ritzau/