Indvandrere sikrer velfærd

Medmindre Anders Fogh Rasmussen (V) vover at forhøje pensionsalderen ved tvang, tror arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, ikke på det som et middel til bevarelsen af velfærdssamfundet.

Men noget må gøres. Heri er han enig med statsministeren, der i en ny bog lancerer, at pensionsalderen skal følge danskernes middelalder for at bevare velfærdssamfundet. Ikke blot Danmark, men hele Europa, vil 2008-2010 stå med et massivt problem, når store årgange fra 40'erne forlader arbejdsmarkedet. Og det gør de, fordi mange af dem har gode pensionsordninger. Beslutningen er forholdsvis simpel i en tid, da arbejdstempoet er skruet voldsomt op og det psykiske arbejdsmiljø betændt. Generelt er arbejdstageren stresset ikke blot på jobbet, men også hjemme, fordi både mand og kone arbejder på fuld tid. - Ny teknologi og innovation kan være en del af løsningen, men ikke tilstrækkeligt. Et probat middel vil være at åbne for en massiv indvandring. Nydanskere vil være dem, der kan overtage de arbejdspladser, der bliver ledige, og blive de nye skatteborgere, der dækker velfærden ind, vurderer Flemming Ibsen. Han mener, at vi er nået dertil, vi danskere må gøre op med os selv, om vi ønsker et velfærdssamfund på lavere gear eller om, vi har forståelsen for behovet for at åbne grænserne for nye medarbejdere. Al den megen snak om det grå gulds fortræffeligheder, betegner han som tåbesnak. Der har indtil nu ikke vist sig nogen større efterspørgsel på ældre medarbejdere.