EMNER

Indvandrere skal kvitte tobakken RØG: Mens danskerne holder op med at ryge, så pulser tyrkerne, libaneserne og irakerne i Danmark videre i stor stil

Selv om rygning skader helbredet, suger cirka hver anden tyrkiske mand og kvinde i Danmark videre på smøgerne. Til sammenligning holder kun hver fjerde etniske dansker fast i den usunde vane. For at få flere indvandrere til at kvitte tobakken, gør Sundhedsstyrelsen, Københavns Kommune og Apotekerforeningen nu en særlig indsats og uddanner sundhedsformidlere og rygestopinstruktører med anden etnisk herkomst end dansk. - Vores budskab når tilsyneladende ikke godt nok ud til dem. En del af dem ved ikke, hvordan rygningen påvirker deres egen krop eller hvor meget passiv rygning egentlig skader, siger Jørgen Falk, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsens forebyggelseskontor. En undersøgelse, som Rambøll Management lavede for Københavns Kommune i 2003, viser, at ikke kun tyrkerne, men for eksempel også folk med libanesisk, eksjugoslavisk og irakisk baggrund ryger mere end gennemsnittet af befolkningen. Mens 51 pct. af tyrkerne ifølge undersøgelsen var daglige rygere lå tallet for de tre øvrige befolkningsgrupper på 37, 42 og 30 pct. Ifølge Astrid Blom, specialkonsulent på indvandrerområdet i Københavns Kommune, er indvandrerne mindst lige så interesserede i at holde op med at ryge, som den øvrige befolkning. Men til gengæld er det hendes klare fornemmelse, at indvandrerne ikke ved så meget om rygningens farer. Det skal brochurer på otte forskellige sprog råde bod på. Brochurerne indeholder også oplysninger om de tilbud om rygestop, der findes. Til efteråret holder Folkesundhed København rygeafvænningskurser på urdu, tyrkisk og arabisk, og på apoteker i København og på resten af Sjælland skal rygestopinstruktører med anden etnisk baggrund end dansk sætte gang i rygestopkurser. Indsatsen skal ifølge Jørgen Falk fra Sundhedsstyrelsen med tiden udvides til resten af landet./ritzau/