Indvandrere skal sikre fremtiden

Indvandrere får central rolle for velfærdssamfundet

KØBENHAVN:Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har tildelt landets ledige indvandrere og deres efterkommere en hovedrolle i forhold til at sikre fremtidens velfærdssamfund. Det sker for at opfylde regeringens 2010-mål om at få 60.000 flere i arbejde i løbet af de næste fem år - heraf skal de 25.000 par ledige hænder komme fra netop indvandrergruppen, understreger ministeren. Og der er ikke nogen blandt gruppen af ledige indvandrere, som er fredede i forsøget på at opfylde 2010-målet. Hverken indvandrere med dårlige danskkundskaber eller hjemmegående kvinder med børn. Ministeren forestiller sig blandt andet, at der kan blive tale om aktivering med et forløb, hvor der både indgår danskundervisning og kundskaber om, hvordan det danske samfund fungerer. Samtidig appellerer Claus Hjort Frederiksen til arbejdsmarkedets parter om at vise åbenhed over for eksempelvis en særlig indslusningsløn, der skal få de tungeste indvandrere i arbejde. /ritzau/