Indvandrere søger job

Opfattelsen af at indvanderrmænd ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet er helt forfejlet - de vil gerne arbejde

KØBENHAVN:Danmark er kendt for at have en meget lav andel af indvandrere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet - nemlig omkring 55 procent. Men en analyse foretaget af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at andelen svinger voldsomt, hvis man kigger på de forskellige nationaliteter, når de har været i Danmark i seks til 10 år. - Hvis man går rundt med et billede af, at alle indvandrere fra lande uden for Vesteuropa holder sig langt væk fra arbejdsmarkedet, tager man grueligt fejl, siger direktør Henrik Bach Mortensen, DA, til Politiken. Makedonske mænd, der har været i Danmark i seks til 10 år, er således mere tilrådighed for arbejdsmarkedet end danske mænd. Pakistanske mænd er mere til rådighed for arbejdsmarkedet end tyske mandlige indvandrere og tyrkiske mænd har en højere erhvervsfrekvens end svenske mænd i Danmark. Mens 82,6 procent af danske mænd står til rådighed for arbejdsmarkedet, er tallet 82,8 for makedonske mænd. For tyrkiske og pakistanske mænd er procenterne henholdsvis 81,6 og 77,4. Nuancering Henrik Bach Mortensen mener, at "det nuancerer den stereotype opfattelse af, at indvandrere generelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet". Til gengæld er ledigheden større blandt mandlige indvandrere end for mænd med dansk baggrund. For makedonske mænd er ledighedsprocenten 10,9, mens den er på 12,6 for tyrkiske mænd. De mandlige indvandreres ledighed er ifølge analysen faldet meget i de seneste år. Den store skævhed opstår, når indvandrerkvinder inddrages i analysen, selv om også de har haft chancen for at blive tilknyttet arbejdsmarkedet, fordi har opholdt sig mellem seks og 10 år her i landet. Kun knap halvdelen af de tyrkiske kvinder i denne gruppe er til rådighed for arbejdsmarkedet, mens det for de pakistanske kvinder kun gælder 32,8 procent. Helt galt er det for kvinder fra Libanon og Somalia, hvor kun 15,4 procent har tilknytning til det danske arbejdsmarked. Til gengæld har kvinder fra Sverige, Filippinerne og Norge i den udvalgte gruppe større tilknytning til arbejdsmarkedet end kvinder med dansk baggrund. /ritzau/