Drab

Indvandrerkvinder stikkes af taxachauffører

Kvindekrisecentre advarer mod sladrehanke

KØBENHAVN:Indvandrerkvinder, som flygter på krisecenter fra deres familie, risikerer, at den taxachauffør, som de har hyret til turen, bagefter sladerer til hendes familie om, hvor hun opholder sig. Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) har i flere år oplevet, at nogle taxachauffører med indvandrerbaggrund fungerer som spioner for andre indvandrerfamilier. Problemet er ifølge formand Jytte Mejnholt blevet forstærket, efter at de nye mobiltelefoner med indbygget kamera er blevet hvermandseje. - Det er endnu nemmere nu med mobiltelefon, og hvor du kan tage billeder, så du sikrer dig, at der er tale om den rigtige kvinde, siger Jytte Mejnholt. Problemet er ifølge LOKK især fremherskende i storbyerne, hvor der er mange taxachauffører med indvandrerbaggrund. Kvindekrisecentrene er også ekstra opmærksomme, hvis taxaer i lav fart defilerer forbi centrene. - Og man kigger lidt efter, hvilken taxa kommer nu og henter den kvinde, som skal ud og køre med en hyrevogn, siger hun. Ifølge dagbladet B.T. var en gruppe taxachauffører af pakistansk afstamning for nylig med til at lede en 27-årig mand på sporet af sin søster, som han ville myrde. Den 19-årige kvinde, der havde trodset sin familie og giftet sig med en afghansk mand, blev for godt tre uger siden myrdet på åben gade af sin egen bror uden for Slagelse banegård, da hun sammen med sin mand var ankommet med tog fra Jylland. Ifølge B.T. bekræftes det i det lukkede pakistanske taxamiljø, at morderen havde rundkastet en efterlysning af søsteren. Oplysningerne er ifølge kriminalinspektør Flemming Madsen nye for Slagelse Politi. - Vi har set denne oplysning, som er fremkommet. Det er ikke en version, vi har hørt før. Vi vil naturligvis overveje den, men den ændrer ikke vores efterforskningsstrategi, siger efterforskningslederen, der får assistance af Rigspolitiets rejsehold. Ifølge avisen havde den dræbte kvinde også ringet til sin veninde og fortalt, at hun og hendes afghanske mand var taget fra Jylland, og at de nu ville søge tilflugt hos nogle bekendte i Vestsjælland. Veninden lod angiveligt meddelelsen gå videre til broderen, der omgående forlod sin kone i barselssengen for at skyde og dræbe sin søster. Hendes mand blev også ramt flere gange, men overlevede mirakuløst. Kvinden var flygtet fra sin familie på Amager for at gifte sig med den 27-årige afghanske mand - mod familiens vilje. Broderen og et jævnaldrende familiemedlem sidder fængslet i øjeblikket for drab og medvirken til drab. /ritzau/