Lokalpolitik

Indvielse af Hærvejene i nord

Historiske ruter og nye strækninger indvies i Frederikshavn Kommune i I weekenden 24.- 25. maj

Gravhøje ved Hestvang. Foto. Grøn Guide.
Gravhøje ved Hestvang. Foto. Grøn Guide.

FREDERIKSHAVN: I Frederikshavn kommune indvies Hærvejsstrækning med en to-dages oplevelsesrig vandretur med overnatning.

Det bliver en vandretur med lokale fortællinger undervejs ved både kirker og andre naturskønne og kulturhistoriske steder.

Der vil også være en guide med på turen, som følger gruppen hele vejen fra Nymølle til Frederikshavn by.

Turen afsluttes ved Krudttårnet i Frederikshavn, hvor Borgmester Birgit Hansen tager imod vandrerne. Her vil der blive serveret kaffe for vandrerne og andre fremmødte.

Hærvejsgudstjeneste

Selv om du ikke deltager i vandreturen på Hærvejen gennem Frederikshavn Kommune, er alle velkomne til den afsluttende Hærvejsgudstjeneste i Frederikshavn Kirke søndag den 25. maj kl. 16.

På vandring

Vandreturen starter om lørdagen i Nymølle ved Jyske Ås, hvor Formand for Teknisk Udvalg, Lars Møller sender vandrerne af sted.

Lørdag aften er der mad og hygge om bålet i Bangsbo Dyrehave - med overnatning på Danhostel i Frederikshavn.

Afslutningen finder sted ved Krudttårnet i Frederikshavn, hvor Borgmester Birgit Hansen tager imod vandrerne om søndagen kl. 15.30. Alle er velkomne!

Turen er på knap 40 km. og vandres over to dage. Prisen for to-dages vandretur med vandrestok, overnatning, måltider og bustransport betales kr. 995,-. Det er også muligt at tilmelde sig turen uden overnatning. Tilmelding sker på Frederikshavn Kommunes hjemmeside – se under ”arrangementer” på forsiden

Næsten dobbelt så lang

Hærvejsruten i Frederikshavn Kommune er en del af et stort projekt, der omfatter otte nordjyske kommuner og Viborg Kommune. De har gennem tre år samarbejdet om at etablere i alt 356,5 km nye vandreruter og opgradere ca. 200 km. cykelrute.

Den eksisterende Hærvejsrute fra Padborg til Viborg har en længde på ca. 280 km., så med forlængelsen bliver Hærvejen i Jylland med ét slag næsten dobbelt så lang.

Projektet løber op i næsten tre mio. kr., der er gået til bl.a. lønninger, afmærkning, skilte, hjemmeside, mobil app og foldere. Med Nordjylland på landkortet bliver Hærvejen for alvor en del af det europæiske rutenetværk. Hærvejen udgør således den danske del af den europæiske kulturrute ”Olavs-vejene”, der fører til Trondheim i Norge, og Hærvejen er også en del af verdens sikkert bedst kendte vandrerute, Caminoen, der leder til Santiago de Compostela.

Formidling i centrum

En stor sidegevinst ved etableringen af de nordjyske hærveje er, at formidlingen af hele Hærvejen får et stort løft. Hjemmesiden www.haervej.dk dækker nu hele Jylland og det samme gør den nye mobil app. Der er nemlig undervejs skabt et tæt samarbejde med Hærvejssekretariatet i Viborg og Region Midt og Syd om at formidle hele Hærvejen.

Turistvirksomheder og turistbureauer i hele Jylland har taget godt imod den fuldendte Hærvej og er gået i gang med en bedre markedsføring af Hærvejen som turistmål. Der er en klar forventning om, at den nye Hærvej vil kunne tiltrække mange flere vandrere og cyklister end hidtil. Både lokale brugere, dagsturister og dem, der har brug for overnatning og andre faciliteter.

Lokale kræfter bag

Hærvejene i Nordjylland er nok etableret af kommunerne med projektleder Mette Fyhn som den, der har holdt i alle trådene og Rold Skov Natur- og Kulturcenter som koordinator, men uden alle de lokale ildsjæle, der har bidraget, ville resultatet ikke have fået den samme kvalitet.

Fælles finansiering

Vandrere, pilgrimme, menighedsråd, lokalhistoriske foreninger, erhvervsdrivende og mange andre har bidraget med at vælge ruteføringer, komme med input til formidling og etablere overnatningssteder.

Hele projektet er finansieret af Vækstforum Nordjylland, EU og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt Friluftsrådet.

Og i den kommende weekend - den 24.-25. maj åbnes de nye strækninger på Hærvejsruten - gå med.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden