Indy kontra østblokken

Indiana Jones er tilbage i den arkæologiske eventyrverden, denne gang i Sydamerikas mayatempler - og han er ikke blevet for gammel.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

karen allen, kæresten fra første film i 1981, er tilbage på banen - og hun har en overraskelse med, Shia LaBeouf, som er en motorcykelglad ung mand, meget følsom med sin frisure. Her i selskab med krystalkraniets vogtere.

film "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" Ingen kan som Steven Spielberg formidle sin fascination i store, flotte, associationsrige panoramaer, fulde af underliggende viden, budskaber, associationer til myter og overleveringer og spækket med løfter om universel spænding og mysteriers løsning. Sådan er også indledningen til denne fjerde Indiana Jones-film, endnu et vanvittigt pragteventyr i serien om den handlekraftige, moralske og frihedselskende arkæolog, lige dele professor og actionhelt. Vi bliver ført effektivt ind i Spielberg-universet med stærke hilsener til både "E.T." og "Nærkontakt af tredje grad" - og bagud i tiden til de tre foregående Indiana Jones-film, hvor han reddede både Pagtens Ark og Den hellige Gral. Det er herligt, veloplagt og meget tilfredsstillende for et filmhjerte, der så længe har længtes. Men. Det allerførste billede sender desværre et endnu sandere signal om filmen: En legesyg, veloplagt overgang fra Paramount-logobjerget til en murmeldyr-jordbunke og videre til en vild køretur i hotrod til Elvis-rock - ud i Arizonas ørken, til atomforsøg og hemmelige baser. Så er tiden fastlagt: 1957, atombombens slagskygge, den kolde krig, og der er allerede gået behageligt med X-files i den. På den ene side altså et godt signal: En ældre Jones er naturlig her, 10-15 år efter de første tre film. Og på den anden side et skidt signal: Joken med murmeldyret er for lavkomisk og computergrafikken for tydelig allerede her. Det skal vise sig at varsle skidt: Det går helt amok i computergenereret animation i hele sidste halvdel af filmen, som sine steder er endnu mere fjollet og tivoliagtig end de værste tipvognsjagter i "Templets forbandelse" og i hele kulminationen har filmskaberne slet ikke kunnet styre sig, når hele giganttempler og landskaber kollapser om ørerne på vore helte. Nazierne er ude af spillet som hovedfjende, nu er det de ondeste onde russere, ledet af en kårdebevæbnet psyko-kommissær, Cate Blanchett. De vil have fat i krystalkraniet, som skal gøre det muligt at hjernevaske hele verden til at blive kommunister på én gang, og ikke bare de stakkels østblokbeboere. Filmen kører rigtig flot i den første lille time, mens dramaet bliver kortlagt og personerne og oplægget kommer på plads. Det er intet mindre end en fantastisk flot og original scene, der lader den jagede Indiana Jones søge tilflugt i en lille by i ørkenen - der dog viser sig at være befolket af legemsstore dukker og anlagt til et helt andet formål. Tilbage på sit universitet møder Jones halvtressernes kommunistforskrækkelse og opsøges af en Marlon Brando-klon på motorcykel, som lokker ham ud i den sydamerikanske jungle for at redde en kollega og en gammel flamme. Og så er løjerne for alvor skudt i gang. Herfra flader det så desværre ud. Russerne danser russerdans i junglen, så russiske er de. Og Indiana Jones må ikke bare trækkes med en ung læderjakke-fløs (Shia LaBeouf), men skal også genforenes med kæresten fra den første film, Marion (Karen Allen), så flokken af hovedpersoner bliver temmelig stor, når en ekstra skurk og en excentrisk professor også skal have plads. Det spreder dramaet for meget, og filmen kompenserer ved at skabe en række komiske situationer, som bare forfladiger oplevelsen og gør handlingens perspektiver ligegyldige. Så ligegyldige, at når det hele ender i bryllupsklokker og familiekiv på bedste amerikanske vis, kan det egentlig være lige meget altsammen. Det er en film med flotte anslag, som ikke følges op, hverken dramatisk eller i historien. Og det er en film, der igen og igen forråder sig selv ved at gøre den bistre helt til komediant - og det er han ikke god til - og lave sjov med, hvor gammel han er. I den alder er både action og erotik i virkeligheden til grin, kan man forstå. Det er som om filmen forsøger at være en undskyldning for sig selv i stedet for at være loyal mod sin egen forudsætning. En skam. Men den opfylder til fulde ethvert ønske om voldsom action, piskesmæld, hatte-ikoner og retfærdighedens sejr, præcis som det skal være. Og ingen af folkene bag filmen er for gamle til at gøre det godt igen med en "sidste bedrifter", der sætter Indiana Jones på rette plads i filmhistorien igen. Så endnu er alt ikke tabt. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" Originaltitel: "Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull". USA. Instruktør Steven Spielberg. To timer, 3 min. Till. o. 11 år. Danmarkspremiere