Inflation har kurs mod sit laveste niveau i 60 år

Lønningerne stiger i øjeblikket mere end priserne. Det er første gang siden 2010.

Inflation har kurs mod sit laveste niveau i 60 år

Det tegner til, at inflationen for hele 2013 kommer til at ligge på omkring 0,8 procent, hvilket vil være det laveste niveau siden 1953.

Det siger privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen, efter at nye tal fra Danmarks Statistik viser fortsat lav inflation. I juni steg priserne kun med 0,9 procent i forhold til samme måned sidste år.

- Forklaringen på den lave inflation er den fortsatte krise, som dansk og europæisk økonomi befinder sig i. Den gør det svært for virksomheder at hæve priserne, og svært for ansatte at få lønforhøjelser, siger Las Olsen i en kommentar til tallene.

Sådan har der været i flere år nu, men indtil 2013 har inflationen alligevel været relativt høj.

- Råvarepriserne har været stigende, og højere afgifter har hævet priserne i Danmark. I år er det omvendt. Indtil videre har råvarepriserne trukket ned i inflationen, og afgifterne er sat mere ned end op, siger Las Olsen.

Det betyder også, at lønningerne stiger mere end priserne for første gang siden 2010.

- Vi regner med en privat lønvækst på 1,4 procent. Men ud over det er der også skattelettelser i år, så indkomsten faktisk stiger med 2,6 procent i en typisk lønmodtagerfamilie.

- Sammen med den lave inflation giver det en fremgang i det reelle månedlige rådighedsbeløb på cirka 700 kroner i år, siger Las Olsen.

Senioranalytiker i Nordea, Jan Størup Nielsen, siger, at den lave inflation er med til at styrke husholdningernes købekraft i en periode, hvor dansk økonomi i den grad har brug for et stigende privatforbrug til at løfte den samlede aktivitet:

- Hen over sommeren forventer vi, at den danske inflation vil falde yderligere tilbage, primært som følge af lavere prisstigninger inden for transportsektoren.

En stigning på kun 0,9 procent er langt under de 2,1 procent, som forbrugerpriserne i gennemsnit er steget med om året siden 2000.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.