Inflationen i Tyrkiet stiger til 25 procent

Den tyrkiske valuta fortsætter med at falde. inflationen i september er højere end ventet.

Der er problemer i den tyrkiske økonomi. Inflationen i september er den højeste, som Tyrkiet har haft siden 2003. Det var det år, hvor Recep Tayyip Erdogan blev premierminister. Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix

Der er problemer i den tyrkiske økonomi. Inflationen i september er den højeste, som Tyrkiet har haft siden 2003. Det var det år, hvor Recep Tayyip Erdogan blev premierminister. Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix

Inflationen i Tyrkiet ramte i september næsten 25 procent, siger Tyrkiets officielle statistiske kontor, TUIK.

Ifølge Bloomberg, der har en nyhedstjeneste med finansnyheder, er det en overraskende høj inflation.

Bloomberg skriver, at det var ventet, at inflationen ville lande på 21,1 procent.

De uventede dårlige tal kommer på et tidspunkt, hvor der fortsat er bekymringer over den tyrkiske regerings økonomiske politik og pengepolitik.

Den bitre strid, som er mellem Tyrkiet og USA om en amerikansk præst i tyrkisk fængsel, fortsætter også.

Det har fået USA til at indføre sanktioner mod Tyrkiet, hvis valuta, liraen, siden årsskiftet er faldet med 37 procent over for dollaren.

I september steg forbrugerpriserne med 24,52 procent i forhold til september 2017. I august var stigningen på 17,9 procent.

Finansminister Berat Albayrak erkender, at tallene er højere end ventet. Men han regner alligevel med, at tingene ændrer sig til det bedre.

- Vi har det værste bag os, siger han til tvstationen NTV.

Han tilføjer, at regeringen i næste uge vil fremlægge tiltag, der skal bekæmpe inflationen.

- Tendensen i inflationen vil blive brudt i oktober, forudser han.

Økonomer siger, at den højere inflation vil lægge yderligere pres på centralbanken for atter at hæve renten, når bankens ledelse mødes den 25. oktober.

Inflationen på knap 25 procent er den højeste, som Tyrkiet har oplevet siden august 2003.

Det var samme år, som Recep Tayyip Erdogan blev premierminister.

Det var en post, han holdt frem til 2014, da han fik sin nuværende post, Tyrkiets præsident.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.