Influenza driller træner og anfører

AaB-målmand Søren Rasmussen dog i bedring med sin ømme ryg

AALBORG:Både cheftræner Anders Fältnäs og kaptajnen Pelle Larsen er plaget af influenza før AaB Håndbolds returkamp i kvartfinalerne i mændenes europæiske EHF Cup i håndbold søndag mod tyske THW Kiel i Gigantium. Værst ramt i øjeblikket er AaB-troppernes svenske cheftræner, Anders Fältnäs, mens Pelle Larsen blev beordret til at blive hjemme fra torsdagens træning i håb om at ryste den sygdom, der allerede plagede ham indledningsvis i søndags, da THW Kiel vandt det første indbyrdes stævnemøde 30-23 (12-8) for øjnene af 8.500 tilskuere - heraf 500 nordjyder - i Ostseehalle. - De skal nok blive klar til opgaven begge to. Jeg er sikker på, der skal mere til at holde dem væk fra netop den kamp, forsikrer AaB-sportschef Jan Larsen, der også kan glæde sig over, at AaB-målmanden Søren Rasmussen har haft godt af en behandling hos en kiropraktor i ugens løb. Søren Rasmussen, der med 14 redninger i Kiel klart overstrålede tyskernes EM-helt i målet, Henning Fritz, var plaget af rygsmerter allerede før opgøret i Kiel, og han overlod derfor også pladsen i AaB-målet til Ole Kuhr i Liga-kampen mod Team Midtsjælland onsdag 11. februar tre dage før det første møde med THW Kiel. Ligalandsholdsmålmanden gennemførte kampen i Kiel med stærke smerter i ryggen, men kiropraktorbehandlingen tirsdag har givet Søren Rasmussen troen på, at han bliver helt klar til Kiel-kampen. Ømhed i muskulaturen har dog fået AaB-keeperen til at tage den med ro de seneste dage, men alt peger i retning af, at han bliver spilleklar. Der var i går solgt over 4.000 billetter til EHF Cup-kvartfinalen i Gigantium trods direkte tv-transmission på DR1, og AaB-sportschef Jan Larsen krydser fingre for, at de sidste 6-700 billetter også bliver solgt. 200 THW Kiel-fans har sikret sig adgangskort til kampen. AaB-truppen træner lørdag formiddag i Gigantium, der senere på dagen udgør rammen om Aalborg DH's hjemmekamp i kvindernes Liga mod Horsens. I næste uge har AaB to kampe i Ligaen på menuen - onsdag ude mod Århus GF og lørdag hjemme mod GOG.