Sygdomme

Influenza-epidemi truer

Statens Seruminstitut frygter, at feberen snart er over danskerne

KØBENHAVN:Mange danskere er nu influenza-smittet i en grad, så vi hastigt nærmer os det, Statens Serum Institut betegner som en influenza-epidemi. Den hærger allerede syd for grænsen. Den influenza, der rammer flere og flere danskere, er af den forholdsvis milde type B-virus, og den florerer lige nu i flere tyske delstater. Statens Serum Institut afgør suverænt, hvornår vi kan tale om en egentlig epidemi. På baggrund af indberetninger fra de praktiserende læger udregner instituttet niveauet for influenzasmitten. Smittegraden skal være over 4, og lige nu ligger det på 3,4. Ifølge overlæge ved Odense Universitetshospital, Lars P. Nielsen, der er specialist i mikrobiologi og infektionssygdomme, har danskerne generelt en tendens til at undervurdere influenza. - Influenza kan reelt udvikle sig til en alvorlig sygdom. Det er højsæson for influenzasmitte netop nu, og derfor er der grund til at være opmærksom på symptomerne, siger Lars P. Nielsen. Overlægen understreger, at alle mennesker er i risikogruppen, men at især folk med svækket helbred er udsatte. - Vaccination er en fornuftig mulighed for forebyggelse, men den kan ikke beskytte hundrede procent mod at blive syg, siger Lars P. Nielsen, der gør opmærksom på, at der på Fyn både er registreret de barskere influenza af typerne A og B. Behandling medicinsk mod influenza kan ske med en ny type medicin af mærket Tamiflu, som virker mod alle kendte typer influenza. Pillen kan tages forebyggende, men kan også forkorte sygdomsforløbet med flere dage, når man er blevet smittet. Embedslæge Niels Holm-Nielsen fra Nordjylland siger, at der indtil nu ikke er konstateret noget unormalt i landsdelen. - En del er syge på denne årstid, men selv om symptomerne ligner, er der ikke nødvendigvis altid tale om influenza, siger han.