Inge-Lene Ebdrup overvejer sin fremtid

NA ødelagde selv muligheden for valgsejr, siger nordjysk spidskandidat

NORDJYLLAND:Ny Alliances Inge-Lene Ebdrup har sat både juleforberedelser og politisk fremtid på standby. Juleindkøbene må vente, indtil den influenzaramte familie har rejst sig, og spørgsmålet om hvorvidt hun genopstiller, for det hun selv betegner som et ¿vingeskudt parti¿, vil Inge-Lene Ebdrup ikke tage stilling til før efter nytår. Der er stadig løse ender, her en måned efter valget, der ikke udløste en plads i folketinget til den 31-årige nordjyske spidskandidat for Ny Alliance, der har en fortid som folketingsmedlem for Venstre. - Hvis jeg fortsat skal være folketingskandidat, skal det kunne forenes med mit fremtidige job, siger Inge-Lene Ebdrup, der endnu ikke har besluttet hvilken civil karriere hun vil satse på. Tidligere har Inge-Lene Ebdrup arbejdet som ejendomsmægler og hun overvejer i øjeblikket at etablere sig som selvstændig mægler. Men andre muligheder er også i spil. - Hvis jeg skal prøve noget helt nyt, så er lejligheden der nu, siger Inge-Lene Ebdrup, der leger med tanken om at udnytte de erfaringer hun har, efter 15 år med organisatorisk arbejde i sit tidligere parti, Venstre. - Mange foreninger, organisationer og virksomheder står over for organisatoriske og menneskelige udfordringer, der kan sammenlignes med dem, man møder, i et politisk parti. Men der er ingen tvivl om, at det civile job får første prioritet. - Hvis mit folketingskandidatur ikke kan forenes med det job, jeg beslutter mig for, ja, så er det politikken der bliver valgt fra. Vi skal trods alt også have noget at leve af, understreger hun, og erkender at mange arbejdsgivere ikke bryder sig om, at de ansatte markerer sig med politiske synspunkter. Frustrationer Der er ikke tvivl om, at også de store frustrationer der fulgte i kølvandet folketingsvalget, spiller ind på inge-Lene Ebdrups prioritering. Og influenzaen har ikke svækket sanserne mere end at hun er klar med selvransagelse og skarp kritik, af sine partifæller. - Det var ikke her i Nordjylland, vi begik de største fejl, siger hun og konstaterer, at det var partiets egne, der spændte ben for den gedigne valgsejr, der ellers var udsigt til, og i stedet fastholdt en negativ spiral, i ugerne op til valget. - Det var drønirriterende for os, der gerne vil lave politisk arbejde, at se hvordan det kom til at handle om alt muligt andet end politik siger hun, med henvisning til blandt andet partistifteren Naser Khaders strid, med Se og Hør. - Naser var træt og presset, alligevel dukkede han op i medierne igen og igen, på alle tv-kanaler, somme tider flere gange hver dag, og det var en fatal fejl, begået af de rådgivere, der var omkring ham, mener Inge-Lene Ebdrup, og peger på at det hver gang kom til at handle om Khaders personlige forhold og ikke partiets politik. - Når man er orkanens omdrejningspunkt, som Naser var, så kan man ikke selv vurdere hvilket næste træk, der er det klogeste, og der fik han en utroligt dårlig rådgivning, af de folk, som vi betalte i dyre domme, for at løse netop den opgave. Inge-Lene Ebdrup mener, at Naser Khader skulle have taget til genmæle overfor beskyldningerne og så være trådt et skridt til side, så han kunne blive sparet og give plads til partiets øvrige stiftere, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen. - De skulle have været i offensiven, med hver deres store politiske kompetencer. - Det var hele ideen bag partiet, at det ikke skulle handle om titler, men om folk der kunne bidrage med hver deres styrke og den oplagte mulighed forpassede vi, konstaterer hun og bemærker, at mange af de ideer og reformer partiet lagde op til, nu er indarbejdet i regeringsgrundlaget. Inge-Lene Ebdrup mener, på den baggrund, at partiet har meget at lære organisatorisk og retter også skytset mod partifæller som Jørgen Poulsen og Lars Kolind, som hun beskylder for alt for høj grad af selviscenesættelse. Poulsen er kommet i modvind efter sagen om en fratrædelsesordning på 750.000 kroner fra Dansk Røde Kors - Kolind, fordi han flere gange har indtaget særstandpunkter, blandt andet foreslog han i valgkampen, at indføre en særlig lav skat, på Fyn. - Det er eksempler på personer, som skader partiet, fordi de er politisk uerfarne og ikke forstår, hvordan man driver politisk virksomhed i forhold til medierne, siger Inge-Lene Ebdrup. - Det nytter ikke, at man står fast på, at man har ret, hvis man har moralsk uret, for det er det, der tæller i sidste ende i forhold til befolkningen og ens omdømme. - Desværre er vores organisation endnu ikke gearet til at tackle de situationer, hvor folk ikke forstår, at de skal stikke piben ind i stedet for at sætte sig selv forrest, uden tanke for, at det er et helt parti, de skader, når de meler deres egen kage, siger Inge-Lene Ebdrup.