Sport

Ingen ændringer i AaB

Cheftræner Lars Søndergaard ventes at give genvalg til de 11 spillere, der sikrede sejren over Randers FC

Cheftræner Lars Søndergaard Foto: Michael Koch
Cheftræner Lars Søndergaard Foto: Michael Koch

AALBORG: Mandag gennemførte AaB-truppen det sidste træningspas inden tirsdagens udekamp mod SønderjyskE.

I fredags lykkedes det for nordjyderne at bryde en negativ stime på syv kamp uden sejr, da Randers FC blev besejret med 2-1 på NORDJYSKE Arena i Aalborg, og succesoplevelsen har sat sit præg på de seneste dage i den aalborgensiske lejr.

- Denne weekend har været noget skønnere end de seneste. Det var jo en fredagskamp, så der har været lidt mere ro til at sidde og kigge på de andre kampe og se resultaterne. Jeg tror også, det har været en lettelse for spillerne. Det kunne man i hvert fald mærke i lørdags. Der var en vis lettelse at spore, og det skal vi selvfølgelig kunne tage med videre, siger cheftræner Lars Søndergaard.

Svenske Markus Holgersson døjer stadig med sygdom, og han var derfor ikke at finde på Hornevej. Sebastian Grønning og Edison Flores er heller ikke klar til at spille, og duoen måtte nøjes med at gennemføre enkelte øvelser på kunstgræsset.

Alt tyder derfor på, at AaB-træneren giver genvalg til de 11 spillere, der sikrede den forløsende sejr over Randers.

- Alt set i betragtning var den seneste præstation rigtig god. Derfor er der egentlig heller ikke rigtig grund til at skifte, siger Lars Søndergaard.

SønderjyskE indtager i øjeblikket sjettepladsen med fem point ned til AaB på ottendepladsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden