Ingen aftale med AaB for to australiere

AALBORG: Efter godt en uges træning i AaB's superligatrup er de to australske midtbanespillere, Space Dilevski og Daniel Vasilevski, igen på vej væk fra det nordjyske - uden en aftale om at vende tilbage. - Vi skal følge nøje øje med, hvad der rører sig på markedet, og derfor var det udmærket at se de to australiere til træning i AaB, men mere kommer der ikke ud af det, pointerer AaB-træner Poul Erik Andreasen, der ved mandagens træningspas kunne konstatere, at den unge angriber Christian Christiansen ikke kunne træne igennem på grund af en lyskenskade. - Vi forventer dog, at lægestaben siger god for ham i den kommende weekend, hvor det i øvrigt er en kendsgerning, at vi fortsat må se bort fra den skadede kvartet Peter Tranberg, Michael Silberbauer, Klebér Saarenpää og Brian Priske. Med henblik på pokalkvartfinalen onsdag 9. april i Næstved overværede Poul Erik Andreasen i weekenden sjællændernes kamp i 2. division mod Fremad Amager, men grublerierne omkring pokalslaget holder han for sig selv til efter lørdagens superligakamp ude mod FC Midtjylland. jop