Udlændingepolitik

- Ingen andre end os tør sige det

Søren Krarup mener ganske bogstaveligt, at SF'eren Kamal Qureshi tænker udansk, og at ligestilling er en hellig ko. Fra et kontor på den yderste højrefløj kæmper han danskernes sag - om de vil det eller ej

Det blev forudsagt, at Dansk Folkeparti ville poste ham retur til præstegården i Seem, så snart de fik chancen. Nu er der snart gået fem år, siden pastor Søren Krarup lod sig lokke ind i Folketinget – og ravagen er til manges overraskelse udeblevet. I hvert fald indtil denne måned, hvor den "sorte præst", som modstanderne ynder at kalde ham, trak overskrifter med sit syn på ligestilling og en folketingskollegas uvidenhed om den danske kultur. Først frarådede han, at arvefølgen ændres, selv om kronprinssesse Mary får en pige – regentjobbet er alligevel et mandfolkejob, tilføjede Krarup, og dronninger bør prioritere familien først. Derefter bad han i en folketingsdebat SF'eren Kamal Qureshi "sætte sig ned på sin bagdel og prøve at forstå, hvad det er for et land, han er kommet til". Qureshi kom til Danmark som fireårig. Da Kamal Qureshi i sidste uge modtog et pulverbrev under stort postyr, tilføjede Krarup, at SF'eren velsagtens havde sendt det til sig selv. Søren Krarup fortryder naturligvis ingenting. Tror du helt alvorligt, at Kamal Qureshi har sendt det pulver til sig selv? - Det har jeg aldrig sagt, men der går et rygte om, at han har fabrikeret det selv, og det rygte refererede jeg blot. Jeg vil slet ikke udtale mig om det. Men rygtet går, og jeg må indrømme... hvorfor kunne det ikke være rigtigt? Søren Krarup ryster på skuldrene og drikker af koppen med Néscafe, hvorfra George W. Bush smiler, som kun amerikanske præsidenter kan. Koppen er dog ikke Søren Krarups favorit fra Dansk Folkepartis tekøkken - men Ronald Reagan var allerede taget. Ellers fremstår Søren Krarup på ingen måde som et menneske, der sætter sind i kog med en håndbevægelse. Skrivebordet fylder næsten hele kontoret, der er blandt Christiansborgs mindste, og Søren Krarup gør en tilsvarende ydmyg figur. Ganske roligt taler han i lange, grammatisk korrekte sætninger, der har taget form gennem et helt liv på talerstolen. Alligevel bliver han en smule tvetydig, når han skal uddybe sit angreb på Kamal Qureshis manglende forståelse for dansk kultur. Han har et udmærket forhold til de radikales Naser Khader, understreger han. Kamal Qureshi savner derimod dansk humor. Direkte adspurgt, om muslimer kan blive danske, lyder svaret "ja". Men så kommer der en tilføjelse: - Det at blive dansk kræver en forståelse af en sammenhæng, som er fuldstændig fremmed for en muslim. Den nye besættelse Søren Krarup vil kun én ting i politik: "Fædrelandets frelse". Slagmarkerne er EU og indvandringen. Modstanderne er - som altid - alle, der har tænkt en kulturradikal tanke i hele deres liv. For de kulturradikale bekæmper det fædreland, som Søren Krarup er i Folketinget for at forsvare. - Det svarer lidt til det, der skete under besættelsen, hvor befolkningen også under den tyske besættelses pres forstod, at det ikke er ligegyldigt, at vi er danske. Tilsvarende har danskerne under indvandringspolitikkens pres opdaget, at det ikke er ligegyldigt, om vi hører til et folk. Hvad er det for et folk, du altid snakker om? - Min far sagde altid: Folket, det er mig! Folket er mig i den forstand, at der er noget, som jeg mener er afgørende, og som jeg mener på folkets vegne - uden at tage dem til indtægt for det. Jeg tillader mig at sige, at det danske folks interesse er trådt for nær med indvandrerpolitikken. Betyder det, at "folket" støtter din kamp, også selv om det ikke er klar over det? - Jeg synes heldigvis, at de to sidste valg viser, at der er en folkelig støtte for opgøret med indvandrerpolitikken og kulturradikalismen. Men der vel ikke mange, der kunne drømme om at drage paralleller til tyskernes besættelse under anden verdenskrig? - Tja, det er et spørgsmål, om de ikke ville! Du ved, den almindelige dansker bruger ikke så mange og så store ord, men jeg må sige, at efter min erfaring er den folkelige, nationale bevidsthed langt mere udbredt, end man normalvis gør sig klart. Men der er vel mange, eksempelvis unge mennesker, der er stærkt uenige? - Det er der selvfølgelig, selvfølgelig. Men jeg vil også sige: Unge mennesker skal have lov at blive voksne! Men det bliver man måske også nemmere netop, når man som under besættelsen og i dag møder et pres. Andre tier stille Hvordan kæmper du folkets sag, når du eksempelvis afviser at ændre tronfølgeloven - dér er du jo forholdsvis isoleret? - Du ved, det var jo ikke det, jeg gik op i. Jeg var bekymret over, at man vi bruge tronfølgeloven til at ændre grundloven. Så sagde jeg, at jeg ikke er bidt af den dille, der hedder ligestilling for enhver pris. Kønnene skal have lov til at være forskellige, hvis de ønsker at være det, og derfor ser jeg ikke nogen hellig sag i nødvendigvis at få ligestilling i kongehuset. Men du bemærkede vel, at du stod forholdsvis alene med synpunktet? - Altså... jeg var lige ved at sige: Er der nogen andre end os ganske få, der tør sige noget, der er så eklatant i modstrid med den politiske korrekthed? Søren Krarup lader spørgsmålstegn hænge over skrivebordet og læner sig tilbage i stolen. - ...Derfor kunne det jo godt være, at jeg havde ret alligevel.