Ingen arbejdsmoral

EMNER 19. marts 2003 07:00

NETSEX: Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, da jeg læste omtale af sagen om private e-mails og sexchat i arbejdstiden. Mange gange er jeg faret op af stolen, når jeg ser disse overskrifter. Hvor er arbejdsmoralen henne i dag? Hvis man har lov til ovennævnte, er man ikke længere på arbejde for at arbejde men kun for at fordrive tiden. Snart er det vel også legalt at tage af kassen eller tage gratis varer med hjem. Fra min egen kommune, Hjørring, har jeg i avisen set, hvor mange timer der var brugt på sexchat. Disse timer kunne være brugt til at betjene borgerne bedre. Jeg synes, at sådanne afgørelser og overskrifter er med til at give de unge mennesker af i dag en dårlig indgang til arbejdsmarkedet. Det vil åbenbart sige, at man reelt ikke behøver at have computer eller telefon hjemme, når først man har fået arbejde et sted, hvor man har adgang til computer og internet. Man kunne selvfølgelig også bare blive hjemme i sengen, for om man er dér eller på nettet kan jo være lige meget. Pengene går jo ind på kontoen alligevel. Jeg er ikke arbejdsgiver men fra en årgang med respekt for arbejdet og dem, man arbejder for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...