Ingen australsk løsning hos AaB

Der er hårdt brug for ham, men AaB-forsvareren Michael Beauchamp bliver ikke klar til den næste kamp

MICHAEL BEAUCHAMP - australsk nyindkøb i AaB-lejren - bliver ikke klar til udekampen mod Brøndby på lørdag. Foto: Henrik Bo

MICHAEL BEAUCHAMP - australsk nyindkøb i AaB-lejren - bliver ikke klar til udekampen mod Brøndby på lørdag. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Med to sæt støvleknopper solidt plantet på benene af FC Midtjyllands Kolja Afriyie sikrede AaB's Martin Pedersen sig et rødt kort. Men udvisningen i SAS Liga-premieren kan komme til at koste mere end ét nederlag. AaB er nemlig tyndt besat i forsvaret, så de to spilledages karantæne til Martin Pedersen kan nok godt give cheftræner, Bruce Rioch, endnu flere grå hår i hovedet. Skotten skal i hvert fald ikke regne med en australsk løsning på sit forsvarsproblem inden næste kamp, som er ude mod Brøndby på lørdag. For nyindkøbte Michael Beauchamp døjer stadig med en brækket tå. - Som det ser ud nu, bliver jeg ikke klar. Men der er heller ikke noget pres på mig fra trænernes side. Det bliver en lang sæson, og det er bedre, at jeg bliver 100 procent klar, inden jeg spiller, så jeg ikke løber ind i en ny skade, siger Michael Beauchamp. I går begyndte den australske forsvarsspiller at løbetræne, og det gik fint. Men der kommer stadig til at gå noget tid, inden han kommer i aktion. - I slutningen af denne uge vil jeg træne med Michael. Hvis det går godt, kommer han til at træne med holdet fra starten af næste uge, forklarer AaB's fysioterapeut, Henrik Bøgvad. Han forklarer dog, at Beauchamp konditionsmæssigt mangler lidt for at kunne spille kamp. - Men han var i god form, da han kom, så han skal nok ikke træne så lang tid, inden han er klar. Måske en til to uger, vurderer Bøgvad. Enevoldsen på træningsbanen Det er ikke kun Michael Beauchamp, som fysioterapeuten behandler i øjeblikket. Midtbanespilleren, Thomas Enevoldsen, er gået glip af hele opstarten på grund af betændelse i senerne i begge fødder. Enevoldsen småtrænede dog med i går og er glad for at være i gang igen. - Det er dejligt. Jeg har jo ikke trænet i to måneder, så det er godt at komme ud og røre bolden igen. Jeg kan godt mærke, at formen ikke er, hvor den skal være, men det kommer stille og roligt, siger Thomas Enevoldsen. Bliver ikke klar til Brøndby Enevoldsen er optimistisk omkring sine chancer for snart at være i kamp igen. - Mit mål er at komme med i truppen til kampen mod Brøndby på lørdag. Om det er realistisk er ikke til at sige, det er træner- og lægestaben, der skal afgøre det. Men det går den rigtige vej, fortæller den unge midtbanespiller. Fysioterapeut, Henrik Bøgvad, deler ikke helt Thomas Enevoldsens optimisme. - Jeg har sagt til Thomas, at der findes drømmemål og realistiske mål. At blive klar til Brøndby-kampen er nok et drømmemål. Det er måske mere realistisk, at han kan blive klar til ugen efter, vurderer Bøgvad.

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk