Ingen bare MGP-maver

Børn i kommunale fritidsordninger konkurrerer på sang og dans

Lars Høj
Sådan så det ud, da fritidsordningerne holdt MGP sidste år. Om en god måneds tid går det løs igen - men denne gang i Harken Hallen. Arkivfoto mgp i vråhallen børn fra sfo i hjørring vrå hirthals brønderslev dyster i vrå hallen Foto : Henrik Louis
Musik 11. oktober 2006 06:00

VRÅ: For andet år i træk arrangerer fritidsordningen Enghaven i Vrå MGP for børn i fritidsordningerne i Brønderslev, Sindal og Løkken-Vrå Kommune. Konkurrencen, der finder sted torsdag 16. november, er i år henlagt til Harken Hallen, idet Vrå Hallen som bekendt nedbrændte i foråret. Hver fritidsordning må stille med to grupper til konkurrencen, og allerede nu er udvælgelsen og øvningen i fuld gang i fritidsordningerne rundt omkring. - I Enghaven har vi i øjeblikket 32 grupper, som øver - og vi skal altså kun have to med, siger den daglige leder, Lars Westergaard. Dermed skal 30 grupper vælges fra i en udvælgelsesproces, som Lars Westergaard mener, at børnene lærer meget af. - Vi har forberedt forældrene på, at de risikerer at få et barn hjem, som er ked af at være smidt ud af en gruppe - men sådan fungerer det jo, og det mener vi faktisk, at børnene lærer noget af, siger han med henvisning til det sammenhold, der også opstår i processen. - Og så lærer de meget af at stille sig op på en scene foran 4-500 mennesker, siger han. Der er 180 børn i Enghaven, og selv om det langtfra er alle, der har ambitioner om at gå på scenen, er de fleste alligevel med på en eller anden måde - enten som støtter til de eksisterende grupper eller med praktisk hjælp. Langt de fleste optrædende er piger, men Lars Westergaard fortæller, at drengenes interesse er større i år end sidste år. Ingen bare maver MGP’et kommer på mange måder til at minde om de store ditto, som dækkes af landsdækkende tv - med en væsentlig forskel. - Vi syr selv kostumerne til deltagerne, men der bliver ingen bare maver og udfordrende kostumer til pigerne hos os, siger Lars Westergaard. Det var der heller ikke sidste år, og selv om Enghaven ikke har snakket påklædning med de inviterede fritidsordninger, går han ud fra, at holdningen er den samme overalt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...