Ingen besparelse på varm mad

Prisen på pensionistmad kendes ikke, før der er holdt licitation

Besparelsesforslaget er opgivet på den varme mad. Foto: Martin Damgård

Besparelsesforslaget er opgivet på den varme mad. Foto: Martin Damgård

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:- Den varme mad stiger ikke med 18 kroner. Det forsikrede formand for underudvalget for ældre og handicappede i den nye Brønderslev-Dronninglund Kommune, Ole Jespersgaard (S). Ole Jespersgaard var inviteret til møde i Ældrerådet i Brønderslev. Han kunne berolige de ældre om, at det ikke stiger så meget, men han ville ikke afvise, at der kunne blive tale om en stigning. - Oprindeligt var der foreslået en besparelse på en mio. kr. på udbringning af mad til ældre, sagde Ole Jespersgaard. Og han understregede, at denne besparelse er taget af bordet. Koordinator Tina Grønbech oplyste, at man ikke kender prisen på ældremad, da der skal holdes licitation. Lisse Larsen sagde, at pensionister får store udgifter. - Nu stiger varmen i for eksempel Jerslev med 5000 kr., og skal der betales mere for varm mad, er der ikke meget tilbage af den månedlige pension. Der var flere spørgsmål omkring plejecentret Rosengaarden i Jerslev. Det er planen, at det skal renoveres næste år, og mens arbejdet står på, skal beboerne flyttes til det ny plejecenter, der snart står klart i Valdemarsgade i Brønderslev. Lisse Larsen, der er formand for Jerslev og Omegns Pensionistforening, ønskede at vide, hvem der skal tage sig af de 18 beboere i boligerne ved plejehjemmet. Ældrechef ved Brønderslev Kommune, Bodil Christiansen, oplyste, at det er hjemmehjælpergruppen i Jerslev, der skal service beboerne i de 18 boliger, mens beboerne på Rosengaard sammen med personalet, rykker til Brønderslev. Bodil Christiansen oplyste ligeledes, at der - når plejehjemmet er moderniseret - vil være en spisestue, hvor ældre fra Jerslev kan spise varm mad, som de i lighed med i dag kan købe på plejehjemmet. Bodil Christiansen oplyste, at byggeriet stadig er på tegnebrættet, men det er planen, at alle stuer skal består af to værelser. Det er også planen at bygge til den nuværende plejehjemsbygning.